Indsigt.nu

Det løber mig koldt ned at ryggen, når jeg læser første linje i Peter Kurrild-Klitgaards opdatering: “Vi står på kanten af et autoritært tusmørke.”

Fascisme er ikke historie, det er politik. Men det er vores eget ansvar som borgere at passe og udvikle vores demokratiske samfund: Vi har selv muligheden for at vælge ethvert forsøg på totalitarisme fra.

For det er præcis, hvad vi gør; og præcis hvorfor vi som borgere og professionelle er nødt til at overveje “bagsiden af medaljen” og stille os selv spørgsmålet “hvad hvis” noget oftere og forlange nogle svar og mulige løsninger af beslutningstagerne og os selv:

• Hvilket samfund vil vi egentlig gerne have?
• Hvad vil vi betale for det?
• Hvad vil vi gøre for det?

Gennem de sidste seks  måneder er jeg flere gange vendt tilbage til mit yndlingscitat fra en af mine yndlingsbøger: “En mand” – skrevet af den italienske journalist Oriana Fallaci; om hendes forhold til Alexandros Panagoulis, som kæmpede mod obersterne og militærregimet i Grækenland (1967 – 1974)

“Vanen er det mest skånselsløse giftstof, der findes, for den sniger sig langsomt og stille ind i en, hober sig op i organismen lidt efter lidt, snylter på ens manglende opmærksomhed. Og når man endelig opdager, at man er angrebet af den, har hvert fiber i en allerede tilpasset sig, er betinget af den, der findes ikke mere nogen medicin, der kan helbrede en.”

Men hov, vaner kan jo været gode?

Præcis. Vi er vant til, at vaner er gode. For eksempel rummer digitalisering skræmmende muligheder for meget hurtigt at gøre tusmørket til rigtigt mørke. Digitaliseringen skal ikke stoppes men hele tiden vurderes ud fra både det enkelte menneskes krav om privathed men i den grad også “bevarelsen af vort land uskadt gennem de mørke tider og sikring af folkets velfærd, så langt nationens evner rækker”.

Vi har hver især ansvaret for at reagere på tusmørket i de områder, hvor vi har faglig indsigt. Med viden følger pligten. Pligten til at undgå, at det autoritære tusmørke kan brede sig. For pilen peger lige nu i den forkerte retning, som Peter Kurrild-Klitgaard understreger.

Dette er hverken en opfordring til at gribe til fakler, høtyve og det der er værre….lige nu.  Det er mere et bekymringspunkt (det vi i gamle dage kaldte et faresignal). Men vi skal også være bekymrede.