På Magtens Voksmuseum bliver der trukket endnu et søm ud af folkestyrets skrøbelig konstruktion. Og alt imens Folketingets medlemmer tilsyneladende farer rundt som fluer i en flaske for at holde deres egen lovmølle i gang, så overlades visionsarbejdet til endnu en kommission. Udefra kigger vi borgere så ind, lige som reality-TV. Engang imellem er der ø-råd, hvor vi selv kan være med til at afgøre, hvem der har XFactor nok til at blive de nye på Borgen og Rådhuset, eller hvem der skal sendes hjem.
Efter fyraften onsdag drog jeg på udflugt til det Mads Brügger kalder den billige ende af strøget, Frederiksberggade – stykket mellem Gammel Torv og Rådhuspladsen. Her har mediet Frihedsbrevet, som han er stifter og leder af, åbnet Magtens Voksmuseum. En udstilling med ti voksdukker af embedsmænd, der har haft centrale roller i Minksagen.
Mens jeg stod der i et pop-up museum i et tomt butikslokale på strøget og kiggede voksfiguren, der forestiller rigspolitichef Thokild Fogede, i øjnene, gik det endeligt op for mig: Summen af Minksagen, en politisk skandale midt i den største sundhedskrise i vores tid, er blot endnu et søm, der bliver trukket ud af den skrøbelige konstruktion, som demokratiet er.
De har fat i en lang ende på Frihedsbrevet. Ikke bare med det nyskabende portræt af de ti embedsmænd, som Magtens Voksmuseum er, men også i mediets øvrige nøgterne magtkritiske journalistik, der er uden ret meget af den “dokumentar filigran”, som tilsyneladende ellers hører med til den fjerde statsmagts gravergrupper.
Og det er en selvstændig pointe i denne indsigt. Filigran er pynt. Og når jeg bruger ordet skrøbelig konstruktion i forbindelse med folkestyret, så visualiserer jeg en kulisse til en film eller et teaterstykke, hvor de tilsyneladende solide konstruktioner blot er rammer lavet af tynde lister, finer og lærred – den mindst ringe måde at få løst opgaven. Den fjerde statsmagt – altså pressen – er også en del af det overophede politiske maskinrum, som denne skrøbelige konstruktion rummer.
Nyhedstrætte danskere og udbrændte politikere
Derfor er det ikke blot et søm, men et par bærende lister, som er fjernet i konstruktionen, når Altinget skriver, at danskerne bliver mere og mere nyhedstrætte. Reuters Institute Digital News Report for 2022 finder, at 20 % af danskerne ofte eller indimellem aktivt undgår nyhederne – et tal, der er steget fra 15 % i 2019. Ifølge Reuters rapport er det især unge, der ikke opsøger nyheder aktivt. Men hånden på hjertet, det kender jeg godt fra mig selv.
Helt nede i fundamentet ryster det til gengæld, når man kigger på, at flere folkevalgte går ned med stress og bliver syge af arbejdet på Christiansborg. Af og til har jeg fornøjelsen af, at møde politikere, som ikke hører til blandt de, som alle kender og oftest er citeret i medierne, Desværre efterlader de som regel et indtryk af, at de farer rundt som fluer i en flaske for at kunne holde gang i deres egen lovmølle.
Christiansborg skal ikke være en almindelig arbejdsplads for de 179 folkevalgte. Det er det for alle de medarbejdere, der servicerer dem. Men lige præcis de 179 medlemmer af Folketinget er de eneste, der har magt til at ændre på det. Derfor skulle de også gerne have visionerne og ro samt integritet til at arbejde med dem.
Folkevalgte politikere skal også have ordentlige forhold, og det skal Folketingets Præsidium tage sig af. Men når medlemskabet af den lovgivende forsamling i et demokrati betragtes som en stilling besat af en lønmodtager, så skulle der allerede have været gjort noget for længst.
Democorporate lingo
Det fører på den ene side til en træls sagsbehandlingslignende parlamentarisme, hvor man skaber abstraktioner som afskaffelsen af en helligdag for at øge et teoretisk arbejdsudbud med nogle få tusinde årsværk. Forhandler normeffekter samt adfærdsvirkninger og pakker det ind i mere democorporate lingo som det finanspolitiske råderum.
Men på den anden side, kan de folkevalgte ikke komme op med en visionær reform af en grundpille i velfærdssamfundet – sundhedsvæsnet – uden at nedsætte endnu en kommission af dygtige eksperter, som sikkert dårligt selv har tid til at deltage i arbejdet. Ideelt set skulle det jo være omvendt; politikerne med flertallet kommer med visionerne, som eksperterne trykprøver før centraladministrationen forbereder lovene.
Stop lovmøllen og tænk
Politikerne kunne beslutte at stoppe lovmøllen helt i et år; eller næsten. Sikrer selvfølgelig at lyset er tændt og sikkerheden for borgerne intakt, mens den åndelige rørlighed og deraf følgende visioner bruges til at renovere folkestyret og fremtidssikre det med alt, hvad det nu ville kræve af lovændringer inklusive Grundloven.
Vi er i gang med en demokratisk dekobling: Udefra kigger vi som borgere ind, lige som reality-TV. Engang imellem er der ø-råd, hvor vi selv kan være til at afgøre, hvem der har X-faktor nok til at blive de nye på Borgen og Rådhuset eller sende nogen hjem.