Indsigt.nu

Indsigt.nu er et mikromedie om alt det, der skaber udvikling samt det fælles ansvar og lederskab, der skal til for at holde og udvikle det markedsdrevne demokrati. Vi har holdninger men er datadrevne og baseret på indsigt. Deltag i diskussionen – skriv en kommentar.

En podcast og en dokumentar til sommerferien med vigtige nedslag i digitaliseringen på vej mod det samfund, hvor alle processer er baseret på og understøttet af data. Læs med her og lyt til Techtopia 200 og se The Perfect Weapon.

Sommerpause efter næsten halvandet år i Corona-pandemien.

På den ene side har digitaliseringen fået fart på med de voldsomme krav om mobilitet i form af fjernarbejde; ikke kun som virtuelle møder men også afgørende transaktioner i forbindelse med udvikling, service og salg. Automatisering af processer og forudsætningerne for at anvende dem har taget et tigerspring.

På den anden side har demokratiet i kampen mod Corona-pandemien oplevet en hidtil uset centralisering af beslutningskraften til regeringen med Folketinget som ekspeditionskontor. Beslutningsgrundlaget i form af daglige smittetal, antal test, positivprocenter og lignede data er blevet offentliggjort løbende. Det samme er rapporter med modeller for smitteudvikling. Alle har kunnet deltage i debatten og holdningspåvirkningen.  Et tilsyneladende kaotisk beslutningsrum med behov for et stærkt centralt lederskab.

Begge observationer bliver centrale i de kommende års udvikling. Det digitale tigerspring fører hurtigere til en datadrevet økonomi baseret på digitale processer. Mens centraliseringen af beslutninger i et kaotisk beslutningsrum forhåbentlig fører til en organisering af arbejdet med data, information og beslutninger til gavn for en styrket decentral beslutningsproces.

Vi er nødt til at overveje, diskutere og handler; hurtigt. Til inspiration vil jeg anbefale en podcast og en dokumentar, der i min optik stiller skarpt på den gode og den grusomme udsigt for datadrevne samfund.

Den gode udsigt

Først den gode udsigt; altså den hvor digitaliseringen kommer til at løfte udviklingen: I episode 200 af podcasten Techtopia, taler værten Henrik Føhns med vicegeneralsekretær i OECD Ulrik Vesterskov-Knudsen om verdensøkonomien og digitalisering. Jeg bider især mærke i tre ting fra samtalen:

Ulrik Vesterskov-Knudsen understreger, at teknologi er nøglen til grøn omstilling.

Han peger også på, at digitaliseringens udviklingshastighed skaber behov for ægte livslang læring – og at digitaliseringen kan levere på den dimension også.

Men det er afgørende, at vi ikke begå samme fejl med digital transformation som med globalisering; så den værdi som digitaliseringen skaber bliver fordelt ulige.

Den grusomme udsigt

Så den grusomme udsigt; hvor digitaliseringen bliver til våben, som ikke kun i hænderne på slyngelstater og globale gangstere kan ødelægge økonomier og demokratier. Når vi selv eller vores allierede anvender det digitale våben åbner vi nye fronter i den globale kamp mellem det gode og det onde.

Dokumentaren The Perfect Weapon er baseret på bogen af samme navn skrevet af David E. Sanger, der også har instrueret sammen med John Maggio.

Filmen følger den kode, der fra at være et amerikansk digitalt våben til at destabilisere Irans atombombeudvikling udviklede sig til Stuxnet og siden NotPetya til en hastigt voksende og stadig mere avanceret hacking- og ransomware-aktivitet. Detaljerede cases som det Nordkoreanske angreb på Sony Pictures i USA og den russiske hacking af det demokratiske parti i forbindelse med præsidentvalget i 2016.

Endnu en skræmmende optegnelse fra et vidende menneske, jeg respekterer, maner til eftertænksomhed på demokratiets og frihedens vegne. Kommer vi til at vælge mellem frihed og vækst? Eftertanke en stormfulde 4. maj-aften.

Fjerde sæson af serien The Handmaid’s Tale har netop haft premiere. Jeg hører til dem der både var underholdt og foruroliget gennem den første sæson. Jeg har ikke læst Margaret Atwoods bog fra 1985, der er forlægget for serien. Men HBO-serien er en uhyggelig rejse ind i totalitarisme.
Og gennem både sæson to og tre har ét spørgsmål naget mig: Hvornår var det de skulle have sagt fra?

Jeg forventer ikke, at sæson fire rummer et svar. Vi er nok nået til, at at Atwoods dystopi er blevet til underholdende action. Men man skal blot tænke tilbage på næstsidste sæson af en anden serie; House of Cards for at s forfattere, der har arbejdet med gråzonen mellem demokrati og totalitarisme i vores ellers så behagelige verden.

Når vi ikke bare kan slå diskussionen hen, så er det fordi, det autoritære mørke kommende snigende: Fascisme er ikke historie, det er politik. Men det er vores eget ansvar som borgere at passe og udvikle vores demokratiske samfund: Vi har selv muligheden for at vælge ethvert forsøg på totalitarisme fra.

I dag har jeg læst endnu en skræmmende optegnelse fra et vidende menneske, som jeg respekterer.

Hos magasinet OLFI, der bringer nyheder, baggrund, analyser og debat om forsvars- og sikkerhedspolitik har John M. Foley skrevet debatindlægget ”Forsvaret medvirker til, at magthaverne træder rettigheder og værdier under fode”.
John M Foley er pensioneret major og i den grad iagttager af og ekspert i IT og cybersikkerhed. Jeg har haft æren af at diskutere sikkerhed med ham i en kreds af meget vidende mennesker på området, så hans indspark i debatten er skræmmende for mig.

Det må klart anbefales at læse hele indlægget. Helt til den mest skræmmende pointe:

”Regeringens Kontroludvalg og TET er ikke i stand til at gennemføre undersøgelser og sikre demokratiet, hvilket også er afsløret i forbindelse med den verserende FE skandale. FE og CFCS er således trin for trin og gradvist blevet en stat i staten, som er hermetisk lukket for omverdenen og kun svarer på spørgsmål, hvis de ikke er kritiske. Ellers nægter man at svare med en forklaring og dårlig undskyldning om, at det er hemmeligt og ikke i nationens interesse, at man udtaler sig.”

Covid-19 pandemien har vist sider af folkestyret som i bedste fald kan forklares med, at vi er langt fra Anden Verdenskrig. Men netop derfor har vi brug for hele tiden at være opmærksom på demokratiets og frihedens yderste konsekvens: Hvornår skal vi sige fra?

TV2s dokumentar “Det store klimaslagsmål” sætter helt stille og roligt fokus på, hvorfor klimahandling er så svært med masse af point til Dan Jørgensen. Mens en Wired-kommentar larmende og tydeligt illustrerer, hvorfor det ikke er nok at diskutere længere.

Selvom det i disse Covid-19 tider synes langt, langt væk. Så var det seneste folketingsvalg i 2019 historisk fordi klimadiskussionen endelig skubbede frygten for flygtninge og indvandrere nedad dagsordenen.

Den nye regering fik en klimaminister i skikkelse af Dan Jørgensen (S), som først fik ros for rammerne  (Klimaloven og 70% reduktion af CO2) og skåltalerne, men siden oplevede pres fra regeringens politiske støttepartier Radikale, SF og Enhedslisten om at levere handling. Og så kom Covid-19.

TV2s dokumentar “Det store klimaslagsmål” følger Dan Jørgensen og nøgleaktørerne i perioden fra Klimalov til Covid-19. Dokumentaren giver mig  masser af respekt for Dan Jørgensens vision og indsats. Men den illustrerer også det uendeligt besværlige i at omsætte den politiske vision om 70 procents CO2-reduktion i 2030 til handling.

Vores handling viser vej

Undervejs i dokumentaren siger Dan Jørgensen, at Danmarks CO2-udslip jo reelt betyder meget lidt for planten. Men vores handlinger og reduktioner betyder at vi viser vejen i verdenssamfundet.

I Danmark bakker et bredt politisk flertal op om Klimaloven og de 70 procents reduktion. Men dokumentaren understreger stille og roligt udfordringerne alene i regerings-koalitionen: For når støttepartierne skriger på CO2-afgifter er Klimaministeren reelt bekymret for arbejdspladserne på Aalborg Portland.

Det er et meget konkret eksempel på, de realpolitiske diskussioner, som vi bliver nødt til at at tage for at nå de 70 procent. Og skulle nogen et øjeblik være i tvivl om, at det er nu vi skal flytte os fra klimadiskussion til klimahandling.
Så kan jeg anbefale at ødelægge den gode påskestemning med en kommentar i Wired: The next global crisis is already here—and it’s even worse than COVID-19:

“If voters right now are demanding that their politicians solve the coronavirus crisis, how do we think they’re going to react when the ravages of climate change arrive?

COVID-19 is a glimpse into the future for today’s politicians, and it should be extremely sobering. It won’t matter whose fault it is. It won’t matter what threats you were facing from the opposition at the time. All that matters is if you were perceptive and proactive enough to recognize all of the ways your constituents’ lives were about to change for the worse and you did something about it.”

Forfatteren Bradly Tusk er investor og rådgiver. Han var leder af Michael Bloombergs valgkamp i 2009, der fik ham genvalgt som borgmester i New York. Og han står lige nu i spidsen for at får demokraten Andrew Yang valgt som metropolens borgmester den 2. november 2021. En metropol der er udsat, hvis blot en brøkdel af beskrivelserne af klimakrisen bliver til virkelighed.

 

%d bloggers like this: