Demens er godt på vej til at blive en folkesygdom, og der er store velfærdsudfordringer nu, og på sigt kan demens og kræft spænde ben for, at vi, der er i 50’erne, også kan være produktive i et længere liv. Artiklen er opdateret med afgørelsen fra Anklagemyndigheden 2. april 2026.
Den 1. december blev min demente mor overfaldet af en anden dement borger, mens hun sad i sin kørestol på det demensplejehjem, der ifølge ældreloven er forpligtet til at sikre pleje, behandling – herunder sikkerhed – til de borgere, som kommunen har visiteret hertil.
Efter overfaldet fik mor det både fysisk og psykisk dårligere og døde den 23. december sent om aftenen. I sidste og denne uge har min bror og jeg valgt at fortælle mors historie til journalister på TV2 og JydskeVestkysten, som et eksempel på, hvordan sådan et overfald ikke blot er en ulykkelig sag for de involverede, men en sag, der måske forhindrer sundhedspersonalets arbejde og rammer de pårørende.
85-årig blev overfaldet på plejehjem – personalet hørte hende skrige – TV 2
Historien er blevet meget respektfuldt behandlet af medierne. Det er afgørende, for vi er nødt til at tale åbent og fordomsfrit om, hvordan medarbejdere, pårørende og borgere på kommunernes botilbud til demente ikke skal leve i frygt for at blive udsat for fysiske og psykiske overgreb, men lige så vigtigt, at vi ikke frygter som borgere i en fremtid med demens selv at blive en overgrebsperson.
På Solgården i Bramming oplevede min bror og jeg, at vores mor blomstrede op, da hun endelig blev visiteret til en demensplads sidste år i marts. Mor var 85 år og havde levet hele sit liv med de fysiske handicap, som var følger af polio som spæd; men ingen skal ende et levet liv på denne måde.
Solgårdens medarbejdere havde den 1. december i situationen ikke en chance for at afværge overfaldet, og umiddelbart heller ikke mulighed for at gøre ret meget ved situationen med, at mor og overfaldspersonen fortsat skulle bo dør om dør. Pilen peger tilbage på forvaltningen af Ældreloven og beslutningerne om, hvordan det skal gøres i Esbjerg Kommune.
Opdatering om Anklagemyndighedens afgørelse indsat 2. april
Onsdag den 1. april landede en mail fra Rigspolitiet i min eBoks med emnet: Afgørelse i sagen, hvor din mor, Alice Rosenbæk Horsager, blev udsat for vold.
En afgørelse som vi havde ventet på; ikke fordi vi var ude efter straf i sagen. Faktisk svarede min bror, da TV2 i dækningen den 11. marts spurgte ham, om vi ønskede, at gerningsmanden bliver straffet:
”Nej, det håber jeg faktisk ikke, fordi det er jo en ulykkelig situation for begge parter.”
I afgørelsen skriver anklageren hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at gerningsmanden er afgået ved døden, hvorfor der ikke bliver rejst nogen straffesag. I afgørelsen understreger anklageren, at beslutningen om ikke at rejse tiltale alene skyldes, at gerningsmanden er død.
Afgørelsen understreger tydeligt, hvor ulykkelig disse sager er for demente borgere – i vores tilfælde for mor og hendes nabo. Men det ændrer ikke på, at daglig vold eller trusler om vold mod personalet på demens-plejehjem, utryghed hos andre beboere og deres pårørende er helt uacceptabel.
Når valgstøvet har lagt sig, så håber jeg, at Ældre Sagen og Alzheimerforeningens forslag om en kronikerpakke på demensområdet bliver til noget i en ikke al for fjern fremtid. Med pakken vil de to foreninger have sikret en mere systematisk indsats, der placerer ansvaret for en rigtig udredning og behandling hos sundhedsvæsenet, og sørger for en tryghed for familierne.
En kronikerpakke skal blandt andet sikre en samlet forløbsplan for patienter med demens, en klar placering af ansvaret, og et tættere samarbejde mellem de forskellige myndigheder. Det er nødvendigt for, at vi som borgere kan være sikre på, at vores pårørende, andre borgere, sundhedspersonalet og ikke mindst vi selv er sikre, velbehandlede og lever et værdigt liv, skulle demensen tage over.
Her og nu
Den opmærksomhed, som TV2 og JydskeVestkysten har skabt, er vigtig her og nu. Først og fremmest skal vi tage det ekstremt seriøst, når FOA kan fortælle om, hvordan indberetninger om hændelser og sygemeldinger fra medarbejdere i demensafsnit eksploderer.
Det var også fint, at Venstre lovede at ville gøre endnu mere på demensområdet. Men det er valgkamp, så mest solidt står Demensforeningens og Ældresagens forslag om en demenspakke med behandlingsgarantier, som vi kender det fra kræftpakkerne.
Mor blev født i 1940 og jeg selv i 1968. Så jeg er godt på vej mod en alder med en voksende risiko for både kræft og demens. Men jeg tilhører også en generation, der har forventninger om, at vi kommer til at arbejde og levere til samfundet mange år endnu.
Men jeg ved – heldigvis – hvor hurtigt vores sundhedssystem arbejder med kræft; vi skal opprioritere demens til samme niveau. Mest fordi vi som borgere har brug for at vide, at de medarbejdere, der skal hjælpe os og vores pårørende, er hjulpet bedst muligt, hvis vi selv forsvinder ind i demensen.
Generation WEED …. og så ….
Som 57-årig elsker jeg at beskrive mig selv som generation WEED …. wise, elderly, energetic og digital. I kan hurtigt regne ud, at det er ballademagerens formulering, men siden mor for alvor gled ind i demensen i 2017, står det meget klart for mig, at vi … altså generation WEED eller X eller noget andet … bliver de første, der skal stå på ølkassen for et aldersvenligt Danmark. Så, velkommen her sammen med mig.
Vi skal ikke bare reformere men omkalfatre livet efter 60, hvor de bekymrede ungdomspolitikere under 50 frygter for, at deres skattepenge forsvinder op i den blå luft af ”gamle menensker” over 60. Det gør de, men så lad os starte med at bruge dem intelligent.
Personligt vil jeg gerne blive ved med at yde mit bidrag til samfundet, især hvis vi kan finde nye veje for ansættelser over 60 fuldstændig ligesom vi skal finde endnu bedre måder at sikre småbørnforældre fleksibilitet og bare fleksibilitet i det hele taget. Som den generation, der nu rykker længst frem på bænkene i kirken til begravelserne, er det vores ansvar som tak for vores liv i velfærdssamfundet at få sikret et mere aldersvenligt liv, hvor vi yder, hvad vi kan til det sidste.
Men det skal være lysende klart, at vi bliver behandlet sikkert og værdigt i forhold til plejepersonale, andre borgere og vores pårørende, hvis demens stopper os – fuldstændig ligesom vi er vant til med kræft. Regeringen har nedsat et udvalg for et mere aldersvenligt Danmark, med demens som et fokuspunkt; så det håber jeg i har for personalet og de pårørende på Solgården og for min skyld.
