Indsigt.nu

Indsigt.nu er et mikromedie om alt det, der skaber udvikling samt det fælles ansvar og lederskab, der skal til for at holde og udvikle det markedsdrevne demokrati. Vi har holdninger men er datadrevne og baseret på indsigt. Deltag i diskussionen – skriv en kommentar.

Den nordiske vinkel på klimadiskussionen stikker dybere end Greta Thunberg og Dan Jørgensen. Der går en lige linje fra det igangværende topmøde-hurlumhej i Glasgow til Brundtland-rapporten fra 1987. Og i forårets rapport ”Enabling the Digital Green Transition” kommer Nordisk Ministerråd med sobre og realistiske forslag til at bruge teknologi som drivkraft; mange små nordiske skridt.

Det er lidt ærgerligt, at Danmark er gået hen og blevet ”lidt mere grøn end andre folks børn.” Lige nu falder verden lidt på halen over vores Klimalov med krav om 70% CO2-reduktion i 2030 (i forhold til 1990) og sender vores klimaminister Dan Jørgensen (S) ud for at holde kammeratlige samtaler med de lande i Paris-aftalen, som endnu ikke har leveret nye indspark til, hvordan vi skal undgå at temperaturen på kloden stiger mere en 1,5 grader.

Ikke fordi jeg ikke under Dan Jørgensen anerkendelse for sit årelange arbejde for klimasagen. For det er beundringsværdigt og det samme er hans arbejde for at få loven om de 70% CO2-reduktion på plads. Men det smager lidt af greenwashing, når regeringens næste skridt er blevet ”Der kommer en god løsning i 2025-aftalen”, der fortsætter stilen med at sætte lid til teknologi og udvikling, der i princippet godt kan vente med først skal finde sted til efter 2025 .

Mindre skridt kan gøre det

I foråret var Danmark i regi af Nordisk Ministerråd med til at udgive en rapport, der faktisk leverer sobre og realistiske forslag til at bruge teknologien som drivkraft lige nu. ” Enabling the Digital Green Transition  – A Study of Potentials, Challenges and Strengths in the Nordic-Baltic Region” analyserer de nordiske og baltiske landes styrker, barrierer og potentialer, når det gælder digital grøn udvikling, hvilket I sig selv er interessant læsning.

Men rapporten går skridtet videre og peger på fem konkrete poltikområder og muligheder for at omsætte dem til virkelighed:

  • Udnyt værdien af åbne data om bæredygtighed
  • Økonomisk støtte til grønne initiativer på tværs af sektorer i Norden
  • Sats på grønne digitale kompetencer til alle
  • Prioriter grønne indkøb i det offentlige
  • Lad smarte byer leverer grøn værdi for forskellige interessenter

De fem forslag er detaljeret beskrevet, men er selvfølgelig heller ikke de vises sten. Men de repræsenterer bud på de mindre skridt, som er nødvendige nu og som vil blive betydeligt stærkere i et Nordisk regi. På den måde kan vi både levere troværdige og målbare digitale grønne resultater og sætte baren højt i regional og global politiskabelse.

En nordiske mulighed

I 2019 udgav Michael O’Sullivan bogen “The Levelling: What’s Next After Globalization”. Han beskriver, hvordan globaliseringen bliver afløst at tre måske fire globale magtpoler – Kina, USA, EU og måske Indien. Men han peger også på, at det giver muligheder for at mindre sammenslutninger af avancerede stater som Skandinavien og Baltikum kan blomstre.

I 1987 kom den FN-rapport, der for alvor startede det globale klimaarbejde, der har været i gang siden. For bordenden sad den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der også lagde navn til Brundtlandrapporten.
Og der går en direkte linje herfra over det første store FN klima- og udviklingstopmøde i Rio de Janeiro i 1992 over topmødet i Paris i 2015, Dan Jørgensen og Greta Thunberg til de kommende ugers COP26 i Glasgow.

Men det er mange, mange små intelligente skridt, der skaber løsningerne. Udnyttelse af data på tværs af sektorer i avancerede stater er et godt sted at starte.

Topcheferne skal hverken kunne kode eller være dataloger. Men der skal gang i det ledelsesmæssige paradigmeskifte, der sikrer, at vi får størst mulig værdi af både de “digitale indfødte” som er på vej og vores egen “digitale indvandrer” generation i ledelse. Men glasset er altså halvt fuldt.

I podcasten “Topchefernes Strategi: Kurs mod ukendt terræn” 13.08.21 spørger chefredaktør på Børsen, Niels Lunde på sine lytteres vegne: Hvad har jeg egentlig at bidrage med digitalt? Skal topchefer kunne kode?

Nej, selvfølgelig skal de ikke kunne det. Men Niels Lunde har fuldstændig ret i, at vi står overfor et paradigmeskifte i ledelse. Om 25 år vil vi se tilbage og konstatere, at de næste generationer i direktionerne samt bestyrelseslokalerne selvfølgelig vil drive dette paradigmeskifte.

Men skal virksomheder og samfundet have en fordel af teknologiinvesteringerne, mens vi venter på de digitale indfødte på direktionsgangen og i bestyrelseslokalet, så skal de nuværende topledere sikre sig, at de og deres kolleger i den “digitale indvandrer” aldersgruppe (altså os der har tillært os informationsteknologi og i øvrigt besluttet investeringerne og anvendelsen indtil nu) er indstillet på strategisk og taktisk at flytte sig fra industrisamfundets tænkning til en datadrevet økonomi.

Den fordel skal vi høste, både for at sikre vækst og udvikling men allervigtigst for at sikre, at den forretningsmæssige viden og erfaring hos de “digitale indvandrere” gives videre til de “digitale indfødte.” For uden videndeling begge veje er der risiko for en ikke uvæsentlig værdidestruktion, der ikke er nødvendig, hvis vi udnytter teknologiens muligheder for udvikling og samskabelse.

Kæmper for at hænge på

Niels Lunde taler i podcasten om iagttagere, som peger på, at mange bestyrelsesmedlemmer “kæmper for at hænge på. Fordi det går alt for hurtigt med det digitale tempo.” Men så er det heller ikke værre.

Jeg deltog forleden i en masterclass med Steen ErnlandDTU Board Education. Afsættet var hans og Lars Bo Hansens bog “Den aktive bestyrelse“. Og frit citeret, så sagde Steen Ernland, at “vi skal arbejde mere i bestyrelser og skabe mere dynamik.”

Jeg er helt enig; og for mig betyder dynamik i dette tilfælde beslutningskraft skabt af åndelig rørlighed. Tag på Summer School eller en (ny) bestyrelses uddannelse. Det giver luft til tankerne, så det er muligt at fokusere på de tre grundelementer, der gør, at digitaliseringen og udviklingen mod en datadrevet økonomi ikke er så svær at lede:

  • Computational thinking – forudsætningen for at lede en virksomhed lige om et øjeblik er forståelsen af, hvordan data analyseres og udviklingen samt anvendelsen af algoritmer fra de første analyser over træning (machine learning) til egentlig AI. Men allervigtigst er en digital forestillings-kraft der sætter direktører og bestyrelsesmedlemmer i stand til at visualisere, hvordan data kan udvikle og skabe nye processer og forretningsmodeller.
  • Derfor er facilitering det andet grundelement i det ledelses paradigmeskiftet, der skal sikre return on investment fra teknologiinvesteringer. Uden evnen til at kommunikere og facilitere en dialog med alle interessenter (altså ikke bare lytte, men handle og demonstrere videnanvendelse) er der ikke tale om digital transformation – men blot indkøb af teknologi. Dialogen med alle stakeholdere er i øvrigt også forudsætningen for den gennemsigtighed, der skal sikre organisationens troværdighed i en tidsalder, hvor al information og misinformation kan tilgås af alle og bliver udnyttet.
  • Det tredje element er design tænkning – altså arbejdet med konstant at designe nye processer, produkter, services etc. En systematisk videreudvikling af facilitering, der sikrer organisationen, at det hele ikke bare er “rundkreds-snak” men systematisk anvendelse af viden til kommerciel udvikling (eller at løse samfundsopgaver).

Bestyrelsen og direktionen skal sikre ikke bare allokering – men dynamisk allokering af kapital, talent og nu også DATA, så organisationen kan udvikle og levere – hurtigt. Og hastighed er og skal være meget forskellig fra organisation til organisation.

Steen Ernlands pointe om mere dynamik i bestyrelserne handler også om hyppigere udskiftning af bestyrelsesmedlemmer. På den måde hjælper dynamikken virksomheden videre med den digitale transformation gennem allokering af talent … også i bestyrelsen.

Så Niels Lundes spørgsmål i podcasten leder til et positivt svar: Glasset er halvt fuldt; danske virksomheder har et højt digitalt modenhedsniveau. Og gennem Corona-pandemien har vi plukket de lavthængende frugter. Nu er en del mere hårdt arbejde tilbage for topledere i dansk erhvervsliv.

 

Hvad er en politiker?
Jeg anbefaler stærkt at læse Lisbeth Knudsens kommentar på Altinget fra sidste uge og Søren Schultz Hansens kronik i Berlingske (€) fra søndag. Krogen er for begge Tommy Ahlers exit fra Folketinget.

Lisbeth Knudsen har fem interessante iagttagelser af Tommy Ahlers sceneskifte; men hun bruger også et 25 år gammelt citat fra historikeren H.P. Clausen, der nåede at være konservativ politiker, minister, Formand for Folketinget og for 25 år siden formand for Folketingets daværende Udvalg vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark:

“Magten strømmer mere og mere uden om Folketinget og har efterladt dets medlemmer tilbage i en situation, som de endnu ikke har gennemskuet og leveret brugbare svar på. Man kan ikke bruge luftfotos fra 1930’ernes Danmark til at orientere sig geografisk efter. Hvorfor skal så ikke også det politiske og institutionelle landkort rentegnes efter så mange år.”

Udfordringerne er blot vokset, hvad Covid-pandemiens politiske beslutninger vidner om; ligesom den genopblussede og helt nødvendige diskussion om, Danmarks ansvar i lande, hvor vi har været med til at føre krig. Beslutninger om liv og død, der sætter retningen på en politikers moralske kompas. Både når beslutningen træffes og resten af livet.

Lisbeth Knudsen skriver om behovet for mønsterbrud i Folketingets Klubhus samtidig med, at hun nævner, den corporate tilgang til Ahlers opsigelse til partiformanden og ikke hans 26.000 vælgere. ”Som var det en virksomhed”.

I min optik ser jeg ”Lovmøllen Amba”, hvor andelshaverne – altså vælgernes indskudte kapital er stemmeretten. Politikerne er blevet lønmodtagere og har gjort beslutningskraften i demokratiet til et ansættelsesforhold med et absurd arbejdsmiljø, der tilsyneladende også er præget af dårlig kultur, der både er grobund for mobning og sexchikane.

Søren Schultz Hansens kronik er yderligere salt i såret ved at påpege, at Tommy Ahlers ikke er en enlig landsvale, når han synger om truslen for det repræsentative system. Søren Schultz Hansen har i empiriske studier, interviewet 81 unge mellem 17 og 28 år fra hele Danmark og bl.a. har fulgt en gruppe førstegangsvælgere tæt under valgkampen i 2019 via såkaldte mobiletnografiske studier for at finde ud af, hvad der påvirker dem, hvilke medier bruger de, og hvordan bliver de demokratisk engagerede?

”Vi gider ikke demokratiet, vi vil hellere udrette noget,” siger fx en sygeplejerskestuderende fra Roskilde i disse studier.”

Demokratiet har brug for en revitalisering for at kunne distribuere beslutningskraften i det danske samfund. Der er ikke længere blot brug for en rentegning af det politiske og institutionelle landkort, som H.P. Clausen formulerede det i 1996. Der er behov for en nytegning, som en kommende ny magtudregning forhåbentlig kan viser os i retningen af.
Det bliver der en chance for at gøre noget ved. For Folketinget har besluttet designe en ny magtudredning i løbet af efteråret.

En politiker skal vise vejen; ikke bygge den. Ellers bliver det også meget svært at ændre udviklingen og skabe den forandring, som samfundet har brug for.

 

%d bloggers like this: