Indsigt.nu

Indsigt.nu er et mikromedie om alt det, der skaber udvikling samt det fælles ansvar og lederskab, der skal til for at holde og udvikle det markedsdrevne demokrati. Vi har holdninger men er datadrevne og baseret på indsigt. Deltag i diskussionen – skriv en kommentar.

I dansk journalistik taler vi (eller gjorde) om tilstræbt objektivitet og er dermed i min egen journalistiske opfattelse tættere på en anvendelig værktøjsforståelse af objektivitet snarere end et ufleksibelt dogme.

The Economist tager fat på diskussionen i artiklen How objectivity in journalism became a matter of opinion. En diskussion der er afgørende for opfattelsen af en fri presse og muligheden for at sikre borgerne den nødvendige viden for at træffe kvalificerede beslutninger i demokratiet.

Artiklen beskriver udviklingen af objektivitet som ledestjerne for amerikansk journalistik fra tiden efter Den Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Samtidig lister artiklen fire grunde til at ledestjernen er kommet under pres lige nu:

  • Trump æraen
  • Diversitet på redaktionerne
  • Sociale medier
  • Kommercielt pres på medier

Det er værd at læse artiklen for at dykke ned i disse emner. Men det er ikke mit ærinde i dette indlæg. Det er derimod at fremhæve to begreber fra artiklen, som i min optik er vigtige for dansk journalistik at forholde sig til lige nu.

“Bothsideism” er fænomenet, hvor objektivitet bevidst eller udbevidst bliver praktiseret i form af at jagte og formidle modsatrettede synspunkter i en sag for på den måde ikke at tage stilling.

“The view from nowhere” dækker her over, at objektivitet skal forstås som neutralt. Og er neutralitet ikke også et værdiladet synspunkt; og hvis synspunkt er det?

Sandheden er sjældent i to ofte modsatrettede synspunkter. Men ved blot at forklare, hvorfor man vælger de to, er man kommet tættere på sandheden. Og den forklaring deklarerer, hvorfor journalisten og reaktionen forfølger netop denne vinkel ved hjælp af disse kilder.

For de redaktionelle beslutninger om emne, kilder og timingen er heller ikke neutrale. Der er grunde og de kan være gode eller dårlige; men de skal være forståelig for både journalister og brugere.

Den daglige nyhedsdækning bliver efter min mening stadig mere præget af “bothsideism,” fordi der er få hoveder og kun dobbelt så mange hænder til at producere. Ligesom algoritmebaserede robotter har holdt deres indtog i nyhedsjournalistikken.

De ressourcer som er tilgængelige til selvstændig journalistik bliver så brugt på blandt andet gravegrupper, hvor store mængder journalistisk research ender i fomidling som “the view from nowhere,” fordi vigtigheden af emnet, kildevalg og timingen aldrig bliver formidlet for ikke at farve den gode research.

Tilstræbt objektivitet udtrykker ønsket om at ville søge sandheden. Og hvis nyheder også i få sætninger beskriver, hvorfor og hvordan de er blevet til, så er objektivitet stadig et værktøj og ikke et dogme.

 

Forsvarsministeren vil have stoppet diskussionen om, hvorvidt cybersikkerhed hører til i forsvarsministeriet. Hun opfordrer til at fokusere på arbejdet og indholdet samtidig med, at hun formulerer et forsigtighedsprincip for digitaliseringen i Danmark. Det er en ny dimension i Danmarks digitale troværdighed.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) opfordrer i et interview med ITWatch til at stoppe diskussionen om, hvorvidt cybersikkerhed hører til i forsvarsministeriet.

Center for Cybersikkerhed har været placeret under forsvarsministeren siden 2012. Sidste år vedtog Folketinget en omdiskuteret ændring af centrets arbejde, der blandt andet indeholdt en national netsikkerhedstjeneste med betydelige beføjelser i forhold til både offentlige og private virksomheder, men samtidig også nedsættelsen af et Cybersikkerhedsråd, der skal rådgive og sikre videndeling om cyber- og informationssikkerhed i forhold til virksomhederne.

Arbejdsro og forsigtighed

I interviewet med ITWatch peger forsvarsministeren på, at der nu er ro om de rammer, som er skabt for Center for Cybersikkerhed og at der er sket en forbedring i forhold til private virksomheders deling af oplysninger om angreb. Samtidig benytter hun lejligheden til at introducere et forsigtighedsprincip for digitalisering i Danmark:

I stedet for at være de første på den digitale arena og så siden tænke over sikkerheden, skal det ifølge forsvarsministeren gøres omvendt. Trine Bramsen ønsker ikke at sætte digitaliseringen i stå, men ser det som hendes og Forsvarsministeriets ansvar at råbe sikkerhed først.

Det er den rigtige politiske vinkel og kan kun styrke Danmarks digitale troværdighed – hvad Trine Bramsen også selv understreger i interviewet ved at pege på interessen for den danske model i de øvrige Nordiske lande. Men forsigtighedsprincippet må ikke stå alene.

Uddannelse bør være næste skridt

Danskernes digitale kompetencer skal styrkes både i grunduddannelserne, de videregående uddannelser og lige nu allervigtigst efteruddannelse.

Det er nu og i de kommende år, at  Computational thinking og digital forestillingskraft skal være en del af vores grundviden, så vi kan udnytte digitale muligheder sikkert og effektivt både personligt, professionelt og som borgere. Det er et omfattende reformarbejde, der venter på uddannelsesområdet for at sikre, at vi får størst mulig værdi af vores investeringer i digitalt i de kommende år og dermed underbygger Danmarks digital troværdighed.

Der er endnu ingen indikationer af, om regeringen vil andet end skabe ordnede forhold for cyber- og informationssikkerhed. Digitalisering er ikke et selvstændigt fokusområde, men omvendt forventes teknologi, at være en afgørende del af løsningen på at nå de ambitiøse klimamål.

Det personlige lederskab er demokratiets redning. Lige nu æder institutionalisering de sidste rester af folkestyret. Der er grund til at lytte på Madeleine Albrights fascisme-advarsler. Deltagelse i valghandlingerne er blevet vores demokratiske alibi.

En alliance af demokratier, der kan forsvare den demokratiske styreform og folkestyrets proces i en verden, hvor økonomi, markeder og dermed udviklingen i stadig højere grad styres af såkaldte autokratier – få beslutningstagere, der for så vidt godt kan være valgt, men som ikke står til regnskab på andre måder og slet ikke ønsker kontrol med mellemregningerne.

Det er den alliance, som tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, arbejder med i tænketanken Alliances of Democracies. En alliance som han beskrev i blogindlægget The Need for an Alliance of Demoracies to lead a new world order.  Hele projektet bunder i en dyb bekymring blandt nuværende og tidligere toppolitikere for den geopolitiske udvikling med klar adresse til styret i Kina, Rusland men også tætte på os selv i Europa, hos østeuropæiske lande som Ungarn.

I 2018 samlede Anders Fogh Rasmussen og Alliances of Democracies de højt rangerende bekymrede demokratiforkæmpere til en konference i København – The Copenhagen Democracy Summit. I 2019 kom de igen til København og holdt møder og taler. I år havde Corona-epidemien umuliggjort de fysiske møder, men til gengæld gjort The Copenhagen Demorcracy Summit helt virtuelt og anderledes åbent for interessenter udenfor de bekymredes netværk.

Institutionalisering

Det var en rus af indsigt at lytte til så forskellige demokrati-forkæmpere som frihedsaktivisten Joshua Wong fra Hong Kong, erhvervsmanden og nuværende formand for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen samt den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright. Der var mange flere, men jeg sad desværre også tilbage med følelsen af at være med i endnu en institutionalisering af demokratiet: Nu bekymringen.

Tag ikke fejl. Jeg mener, at Anders Fogh Rasmussens ide er om en alliance af demokratier er rigtig. Den SKAL gennemføres – også. Men demokratiets aktuelle udfordring er i min optik lige så meget selve kernen i folkestyret, nemlig folket – altså os; borgerne i demokratierne. Spørgsmålet er, om vi gider folkestyret.

Vi gider godt at gå til valg (næsten) – i hvert fald gør medierne den demokratiske aktivitet op i stemmeprocent til Folketingsvalg, kommunalvalg og valg til Europa Parlamentet. Deltagelse i valghandlingerne er blevet vores demokratiske alibi. Derudover er den politiske diskussion og politikskabelsen drevet at professionelle med job i organisationer, der nok har græsrødder og organisationer bestående af borgere. Men der synes at blive længere og længere ned til rødderne.

Alterantivet, Fluernes herre og Tilværelsens Ulidelige Lethed

I denne uge udgav Uffe Elbæk artiklen Slutreplik på pov.International. Det er tænkerens og iværksætterens egen evaluering af, hvorfor det forsøg på at forny demokratiet, som blev Alternativet, slog fejl. Det er både Fluernes Herre og Tilværelsens Ulidelige Lethed i syv års politisk storhed og fald.

I 2018 udgav Madeline Albright bogen ”Fascism: A Warning” og i The Economist (bag betalingsmur) hejste hun i maj igen et faresignal: Trods valghandlinger risikerer vi at selv store demokratier glider ind i autorkrati.

Men løsningen kommer ikke (kun) oppefra. Det var uhyggeligt at høre demokrati-aktivisten Joshua Wong fra Hong Kong, der bogstavelig talt sætter livet på spil i demokratikampen. Men i den danske sommer er Hong Kong langt væk; her var det tankevækkende at høre Lars Rebien Sørensen, der i sin samtale med chefredaktør Lisbeth Knudsen afslørede, at han egentlig aldrig havde tænkt over sin deltagelse i debatten og samfundslivet i det demokratiske perspektiv: Det er jo bare noget han gør!

En ny aktiv borgerlighed

Vi har brug for en ny aktiv borgerlighed. Ikke i den fortærskede borgerlig/socialistisk fortolkning, som er omdrejningspunktet for mediernes og dermed politikernes egen udlægning af demokrati. Nej, det handler om en aktiv borgerlighed, der bygger på personlig ledelse og motivationen til at tage ansvar; som mange borgere gør i de mange interesseorganisationer og foreninger, hvor budskabet blot sander til i politologi, når de rammer den professionelle sfære.

Demokratiet skal være agilt. Partiernes dage bør være talte – i deres nuværende form. Der skal være rum for borgerne til at diskutere og samles efter holdninger til sager ikke efter organisering. Folkestyret er en form ikke et sted.

Der findes nye fora i civilsamfundet, hvor politiske og praktiske emner diskuteres af folk, som langt fra er enige. Men som med egen viden og engagement samt de digitale muligheder for at tilegne sig viden fra kilder overalt kan inspireres til at tænke nyt og forandre processer trin for trin i deres hverdag.

Hvis der er noget vi har lært af Corona-epidemien, så er det, at vi er gode til at udnytte teknologien til diskussioner og beslutninger. Ultimativt behøver parlamentet ikke være et slot i København men en Zoom-forbindelse med deltagere, der ikke behøver at lave love 24 7 365 4

Vi – altså danskerne (os alle sammen) – har de bedste muligheder i verden for at sikre, at en alliance af folkestyrer faktisk også bliver styret af folket.

Vores frihed og livsværdi hviler på folkestyret. Det har egentlig ikke brug for at blive passet på, men for at blive udviklet.

%d bloggers like this: