Indsigt.nu

Indsigt.nu er et mikromedie om alt det, der skaber udvikling samt det fælles ansvar og lederskab, der skal til for at holde og udvikle det markedsdrevne demokrati. Vi har holdninger men er datadrevne og baseret på indsigt. Deltag i diskussionen – skriv en kommentar.

Danmark ligger stadig i top på Europa Kommissionens rangering af digitalisering i de 27 medlemslande kaldet Digital Economy and Society Index. Men hvis vi vil bruge vores digitale status intelligent, så kræver det politiske visioner om anvendelse; og det kræver computationel fantasi, i valgkampen til det valg, der jo altså stadig ikke er udskrevet.

Computationel fantasi er nødvendig for politiske visioner, der bygger på mere, end at teknologien nok skal løse problemer som klimaforandring lige om lidt. For at bruge digitaliseringen intelligent skal visionerne bygge på forståelse af at være datadrevet og den computationelle fantasi skal gøre de visionære politikere i stand til at visualisere visionerne.

Sommerens udvikling i sagenom anvendelse af cloud baseret computing i Helsingør Kommunes skoler og implementeringen af MitID viser med al tydelighed at vi prøver at digitalisere med regulering fremfor samarbejde, visioner og fantasi … innovation.

Måske er det derfor vil langsomt falder tilbage i DESI.

Læs også min artikel Kejserens nye digitale klæder

Er Findsen offer for en personlig vendetta?
Spørgsmålet stilles i dag i en kronik i Berlingske, skrevet af en af landets helt store juridiske kapaciteter, Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, KU.

Sagen bør blive central i den valgkamp til valget, som jo altså ikke er udskrevet endnu. Er det et hævntogt i magtens top? Det er i hvert tilfælde en farlig sten i Kongerigets sko. Eva Smith skriver:

“Men hvorfor er der ingen, der reagerer politisk? Ikke oppositionen, ikke støttepartierne. Hvorfor stiller I ingen spørgsmål til justitsministeren. I må da også undre jer over, hvad der foregår.

Er det betegnelsen »rigets sikkerhed«, der har lammet alle? Jeg gør opmærksom på, at det er præcis de ord, der bruges i diktaturstater, når man fængsler modstandere og nægter at oplyse det nærmere indhold af sigtelserne.”

Læs også min artikel: “Pas på det autoritære mørke, det kommer snigende

Der er ikke nogen tvivl om, at det valg som kommer inden 5. juni 2023 bliver skelsættende. Desværre næppe til fordel for demokratiet. Vi skal have gentænkt borgernes rolle og om ikke slå partierne ihjel så pensioneret dem og elimineret den populistiske risiko.

I dag holdt Socialdemokraterne sommergruppemøde i Odense. Jeg har selv været medlem af partiet indtil Mette Frederiksen blev formand. Det er vigtigt at deklarere, hvad man mener og tror på, men også hvad man HAR troet på. Det vender vi tilbage til.

I Odense sad hele pressekorpset og logrede med halerne, fordi her blev der enten udskrevet valg eller ikke udskrevet valg og bla, bla, bla … ligegyldigherne og iscenesættelsen er blevet en drivkraft for al for meget politik i Bermuda Trekanten mellem partier, presse og interesseorganisationer.
Endnu en deklaration: Jeg er journalist, og husker tydeligt, hvordan jeg som journalistpraktikant på Børsens politiske redaktion i 1991 tænkte: Hvem læser egentlig det her? Det er vigtigt, og vi får citater i TV og radio og andre medier. Men er læserne de mest professionelle presseklippere, som leverer til analytikerne, som rådgiver politikerne og vice versa. Et lukket loop, der siden bare har vokset sig større og mere professionelt.

I går var det de konservatives formand Søren Pape Poulsen, der orkestrerede en dagsorden, ved at annoncere sit kandidatur som statsministerkandidat ved et pressemøde og samtidig annoncerede med en helt masse kroner som køber både i bannerannoncer og trykte ditto. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kommenterede helt ”overraskende”, at lederen af det største parti (altså af Konservative og Venstre) skal være statsministerkandidat.  De skal selvfølgelig bare lige passe på, at ”jydepopulisten” Inger Støjberg ikke overhaler dem i orkestrering.

Demokratiet har det skidt. Ikke fordi der nogen, der egentligt vil ødelægge det. Vi har bare fået det så godt, at vi ikke behøver at tænke på dagen og vejen; og lukker vi øjnene, behøver vi heller ikke tænke på den pænt store del af verdens befolkning, som nok kunne ønske sig noget i retningen af, hvad levestandarden er i Danmark.

Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet da Poul Nyrup var formand. Jeg meldte mig ind fordi jeg var og stadig er social indigneret, men også realist. Både Nyrup, Lykketoft og Thorning repræsenterer det som man i dag sikkert vil kalde højresnoede socialdemokrater. Men som mønsterbryder vil jeg på ikke give op på min sociale indignation eller retten til at komme videre.
Nyrup og Thorning var begge gode efterkommere og efter min mening udviklere af en seriøs socialdemokratisk politik (ja undskyld, men fundamenteret fra Svend Auken og Mogens Lykketoft), der både favnede de sværest stillede og muligheden for at gøre noget i et globalt markedsrevet demokrati.
Men jeg sad også i min socialdemokratiske vælgerforening ude på Midtsjælland og tænkte; har de glemt os? Det havde de selvfølgelig ikke, men også lige meget, for det betød ikke noget i den politiske boble.

Og så er vi tilbage ved sagens kerne: Partierne. Bliver du valgt til Folketinget skriver du under på, at det kun er din personlige holdning, der skal drive dit politiske arbejde. Partierne er en organisering, som vi har bekræftet med Lov om valg til Folketinget, som er tænkt og vedtaget i en tid, hvor den gav os en af verdens mest demokratiske måder at optælle stemmer og organisere, vores demokratiske valg.

Men når tiderne skifter er vi nødt til at gentænke vores demokrati. Først og fremmest er vi nødt til at stille skarpt på vælgerne. Vælgere er ikke kvæg der kan samles i en fold – altså et parti. For mange år siden i 2019 skrev Financial Times kommentatoren Martin Wolf (og ja, ja – han er bare min yndlings økonom-type) Democray will fail if we don’t think as citizen´s. Læs den – super læsning selvom vi er tilbage i 2019.

Mere interessant er det måske – hvad så? Meningsmålinger handler jo om partier. Og hvad med rød og blå blok? Og hvad Mogensen og Kristiansen?
Vi skal have slået partierne ihjel. Tænker at man i disse tider kan blive varetægtsfængslet og fremstillet for 37 gange lukkede døre for den slags tanker – bare tænk på Lars Findsen
Omvendt, når man lige tager en kop kaffe kaffe og kigger ud i solopgangen. Så er et parti jo blot en organisation – men med en helve….. nåe nej en meget struktureret (gammeldags ad helvede til ) udvikling.

Ingen af de nye partier fra Liberal Alliance over Nye Borgerlige til Moderaterne og Jyllands (nåe nej) Danmarksdemokraterne tænker på andet end antal underskrivere på opstillingen. Men det er netop her akilleshælen er. Hvad driver jer? Hvad er jeres indignation – og det behøver bestemt ikke være social indignation, som min stadig er –  med den digitale markedsøkonomi i ascendanten.

Til gengæld er der igen tvivl om, at politiske ledere skal tænke nyt: Og jeg tænker Stæreflokkeledelse.

En af mine absolutte yndlingstænkere i Danmark, Mads Thimmer skrev tidligere i år en super artikel hos Mandag Morgen om stæreflokkeledelse:
” Man behøver ikke oversætte stærenes mønster 1-til-1 i sin iver for at bygge en organisation, der kan reagere i realtid overfor både trusler og muligheder, der for tiden vælter ind. Men der er grundlæggende nogle teknikker, som kan overføres og inspirere os mennesker til at tænke ledelse og organisation som noget andet end de indøvede og nøje orkestrerede opsætninger, der forholder sig til bestemte virkeligheder og med høj grad af ledelsesindsats, som konstant skal tilpasses og ombygges, som virkelighederne skifter.”

Personligt er jeg gået i tænkeboks: For her tirsdag aften den 16. august 2022 ved jeg ikke, hvem jeg skal stemme på. Og jeg har talt med mange mennesker de sidste tre måneder, der heller ikke ved det. Så hver gang jeg ser en meningsmåling, tænker jeg først, nåe ja, og så men jeg ved jo ikke, hvem jeg skal stemme på.

Ja, jeg har jeg har en ide om, hvad der skal til for at bringe os videre fra det demokratiske kviksand vi er havnet i. Men vi skal sørge for at være oppe på tæerne, derfor slutter jeg med Mads Thimmers ord:

”Da den tyske immigrant Eugene Schieffelin i 1890 slap omkring 60 europæiske stære løs i Central Park i New York en kold vintermorgen, havde han næppe forestillet sig, at de ville formere sig og blive til 200 millioner over det næste århundrede og forårsage enorme skader på landbrug og endda fatale flystyrt i kraft af deres kompakte kroppe og evnen til at samles i flokke. Alt med måde.

%d bloggers like this: