Indsigt.nu

Efter det sidste døgns opvisning i endnu engang at sige, hvor meget vi har sovet i timen og ikke investeret nok i forsvar, og hvor dyrt det bliver. Så står Mette Frederiksen (statsminister S), Troels Lund Poulsen (forsvarsminister V) og Lars Løkke Rasmussen (udenrigsminister M) nøgne tilbage i pressemødesalen kun dækket af de høje cocktailborde med skilte, der viser, hvem der er hvem.

Efter Rusland startede invasionen i Ukraine har de bevilliget penge og talt om, hvor dyrt det bliver at forsvare Danmark. Alligevel er det stadig muligt at flyve droner i tre timer over Københavns Lufthavn uden, at man ved om, de “tre træpersoner” har styr på situationen.

Desværre er der ikke noget ændrer sig. For de er alle tre partiledere efter næste valg; og Mette Frederiksen er helt sikkert også statsminister i et Folketing, hvor det samme flertal af folkevalgte har skåret ned på politi, beredskab og forsvar i årevis.

Vi har de politikere og dermed det forsvar vi selv har valgt.

Anders Fogh Rasmussens Copenhagen Democray Summit 2025 finder sted I København lige nu. Kæmpe respekt for arbejdet, men det er manglen på udvikling af demokratiet der er vores problem; kunne vi blot gøre det til en folkebevægelse.

Det gør ondt i sjælen i disse måneder. Efter 32 års karriere som journalist, analytiker og redaktør med fokus på krydsfeltet mellem teknologi, erhverv og politik står vi i Danmark i en situation, hvor de demokratisk valgte beslutningstagere vil ofre udvikling for oprustning, uden andet formål end værdidestruktion – krig er ikke bare foragt for liv, det er den ultimative værdidestruktion, fordi krige ikke har noget formål.

For hver gang jeg i disse måneder hører en politisk beslutningstager siger, at ”vi” har sovet i timen, fordi vi har ladet USA være vores beskytter siden 2. Verdenskrig endelig nåede en afslutning for 80 år siden, så bliver jeg mere og mere arrig. Arrig over at beslutningstagere, der selv har siddet med magten, om ikke i 80 år, så i mange år, ikke går mere ydmygt til værks: Der har været rig mulighed for at træde op på ølkassen og foreslå noget andet siden Murens fald.

Jeg har ikke læst Anders Fogh Rasmussens bøger, blot interviewene i anledningen af udgivelsen. Og det forstærkede blot min arrigskab over køen ved håndvasken; ikke fordi Putins krig i Ukraine eller amerikanernes vej mod autokrati er hans eller andre nuværende danske beslutningstageres skyld; nu står det blot lysende klart, at vi især siden Berlin Murens fald og Sovjetunionens opløsning har fejlet i det fælles ansvar for at udvikle demokratiet; samfundets ledelsesudvikling.

Point til Foghs demokratiarbejde

Her skal Anders Fogh Rasmussen så alligevel have point; mange faktisk. I går og i dag har hans nu etablerede platform Alliance of Democracies holdt det årlige Copenhagen Democray Summit i Skuespilhuset på Kvæsthusbroen i København.

The Copenhagen Demoracy Summit er en global ledende dialog om demokrati. Kæmpe respekt for det arbejde og for at understrege teknologiens mulighed for at sikre og udvikle demokratiet. Kunne vi blot gøre det til en folkebevægelse og ikke en boble i boblen.

Mit faglige forbillede, The Economist, har i 2025 fokuseret på deres egen dækning af månederne op til, og snart efter afslutningen af 2. Verdenskrig, fra tyskernes endelige overgivelse i maj 1945 til japanerne som de første og indtil videre eneste fik atomkrigens vanvid at føle og dermed endelig fik sat punktum for krigen.

Vores fejl gennem de 80 år er ikke at have overladt de militære muskler til amerikanerne. Vores fejl er, at vi ikke har udviklet lederskabet i demokratiet; derfor er det en god ide både at lytte til Copenhagen Democracy Summits teknologi-dagsorden men også bare at gøre noget, som kan udfordre den forsyningskæde som vi har fået skabt i vores demokrati.

Selvom det i informations-forstoppelse føles som flere år, så er der blot gået 100 dage siden Donald Trump blev indsat som USAs præsident valgt for anden gang på demokratisk vis af en oplyst befolkning i verdens største økonomi.

Der er ingen grund til her at gå igennem, hvad der er blevet udstedt af præsidentielle dekreter siden 20. januar. Fra min stol ser jeg masser af informations-forstoppelse om told, Ukraine og Grønland, samtidig med at den nye amerikanske regering er i gang med at fjerne fundamentet under USAs verdensklasse forskning, ændrer valglove og fyrer offentlige ansatte.

I politik og erhvervsliv klynker vi alle over manglende indsigt. For amerikanske job-tal og andre klassiske markedsmål har hidtil ikke givet nogen brugbare indikationer, fordi de kigger bagud på historiske data. Nu har The Economist lavet en analyse, der lidt som under Covid-19 pandemien tager alternative vinkler i brug ved at anvende data i realtid.

Det kan vi gøre, fordi vi har data. Under pandemien blev realtidstransaktioner fra betalingskort taget i brug, som en indikator for en økonomisk udvikling. Ikke fordi de data siger alt, men fordi de indikerer retning, som kan bruges til analysere situationen og bane vej for handling.

The Economist har taget en tilsvarende tilgang for at vurdere, hvad USAs handelskrig betyder, selvom den nu primært handler om Kina:

“Bookings for new journeys between China and America plummeted by 45% year-on-year in the week beginning April 14th, according to Vizion, a data firm.”

Sejltiden mellem Kina og den amerikanske vestkyst er cirka 40 dage. Så de skibe, der ankommer lige nu er sendt afsted før de 145 pct. told trådte i kraft.

Samtidig stiger booking af lagerplads i amerikanske frihavnsområder, hvor told først bliver pålagt, når varerne føres ud. De seneste ugers rundbarbering af amerikanernes pensionsopsparinger efter kursfald er bare starten, mens ejerne af amerikanernes gæld (obligationer) er begyndt at overveje risikoen i den investering.

Jeppe Christiansen, adm. direktør for Maj Invest, skrev i dag på LinkedIn: “Recessionen rammer USA om 1-2 måneder.”

Det her er ødelæggelse af værdier på linje med den fysiske krig. Ligene ligger ganske vist ikke i gaderne, men levetid blive forkortet og mulighederne for kommende generationer bliver mærkbart forringet uden noget reelt formål.

Der er få ting, jeg har været enig med vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen om, men Trump og Putin er to alen af et stykke.