Indsigt.nu

Indsigt.nu startede som en blog og har gennem årene lagt format til lidt af hvert. Som journalist og analytiker arbejder jeg ved siden af mit dagjob på at udvikle ledelsesmodeller i en digital verden. Jeg holder også gerne foredrag om digitalisering og ikke mindst den hæsblæsende historie fra Alan Turing til Digital First organisationer.

Vores skilsmisse fra Mump-styret i USA kommer til at koste alt for mange menneskeliv og destruktion af værdi. Mennesker og værdier der kunne løse verdens virkelige problemer.

Efter to måneder med Trumps anden administration i Det Hvide Hus vokser mit behov for at forstå og ikke alene registrere de mange ord, beslutninger og handlinger, som den anden Trump-regering overvælder verden med. Det fik jeg hjælp til fra en artikel i Financial Times:

 

Trump’s assault on the rule of law: ‘the speed and intent is remarkable’
The US president is testing constitutional limits and challenging the courts to stop him. Who will blink first?

 

Især hæfter jeg mig ved et citat fra Rosa Brooks, der er professor på Georgetown Law School; hun forklarer i artiklen, hvorfor etableringen af Departement of Goverment Efficiency (DOGE) med Elon Musk i spidsen er den mest dristige udnyttelse af magten:

”Doge viser, at det ikke er nødvendigt med tanks på gaden, hvis ens pension eller tilskud pludselig er forsvundet. Hvis du kan fjerne eller kontrollere hele regeringens evne til at ansætte og fyre og udbetale og ikke udbetale, så har du gjort det. Hvem har brug for en hær?

Elon Musk eksekverer i direkte forlængelse af præsidentembedet uden af være en del af regeringen. Helt forventelig reageres der med sagsanlæg og kendelser; og noget kunne tyde på, at Trump-administration vil have så meget som muligt afgjort i den amerikanske Højsteret, som i princippet bakker regeringen op, siden Trump selv fik skabt det konservative flertal blandt dommerne i sin første regering.

“Den vestlige civilisations grundlæggende svaghed er empati”
Elon Musk

Men det er nok ”i princippet,” der er nøglen til at forstå, hvordan USA agerer efter for anden gang at have valgt Donald Trump og Make America Great Again-bevægelsen som leder og politisk vision. For der eksisterer ikke noget ”i princippet.”

”Den, der redder sit land, overtræder ikke nogen lov.” Citatet tilskrives Napoleon, men blev også udgivet på Donald Trumps konti på de sociale medier Truth Social og X i sidste måned.

80 års integration slutter

Den amerikanske præsident er den formelle leder for føderationen af 50 amerikanske stater og ganske vist uformel men uomtvistelig leder af det, vi kalder den vestlige verden. En ordning skabt af de økonomiske og organisatoriske beslutninger, aftaler og samarbejder, som fulgte afslutningen af Anden Verdenskrig inklusive Bretton Woods-systemet, FN, Nato og EU.

Når man læser op på vores fælles historie efter Anden Verdenskrig som borger og dermed beslutningstager i et demokratisk samfund, så er det jo nemt at se, hvordan vi i lyst og nød har integreret vores økonomier, militær og kommunikation i et virvar af aftaler og institutioner. En integration, som næppe kan vikles ud men må skilles ad i en hård bodeling.

For skilles, det vil amerikanerne efter 80 år; jeg ved godt at det ikke er et stor flertal, der vandt valget i november, men de har trods alt valgt Trump som politisk leder og Maga-bevægelsen som politisk vision to gange. Så vi kunne jo bare gå i gang med den transatlantiske bodeling?

Men to citater mere fra Financial Times-artiklen hiver mig ud af min drøm om at gå fredeligt hver til sit. Larry Summers, den tidligere leder af Harvard Universitet og amerikansk finansminister – ganske vist under Clinton, men dog en anerkendt stemme, siger:

”For to måneder siden havde jeg ikke forestillet mig den tilsidesættelse af retssikkerheden og den brutalitet, vi ser nu.”

Elon Musk selv, sagde ifølge artiklen i sidste måned:

”Den vestlige civilisations grundlæggende svaghed er empati.”

Kæmper for empati

Det er så her filmen knækker helt for mig; og godt det samme. For jeg har brugt min ungdom og mit voksne liv på at forsvare og arbejde for, at empati skaber forståelse og dialog, som skaber samarbejder, der skal være afhængige og forpligtende juridiske såvel som kommercielle, for så forebygger de krig.

Desværre står vi jo midt i en krig mod et Rusland, der siden Sovjet-tiden kun har været en supermagt i kraft af sine atomvåben. Men som med en folkevalgt autokratisk leder i spidsen ikke desto mindre har fået tæt på frit spil af Nato og EU.

Så vores skilsmisse fra Mump-styret i USA kommer til at koste alt for mange menneskeliv og destruktion af værdi. Mennesker og værdier der kunne løse verdens virkelige problemer.

Men heldigvis reagerer Europa; der forhandles mellem landene om massiv oprustning. Og denne uges tyske forfatningsændring, der efter et helt enestående og historisk politisk arbejde, løfter gældsbremsen i tysk økonomi og sætter helt nye realiteter bag mulighederne for europæisk oprustning.

Europa skal stå i egen ret, lyder mantraet lige nu. Men vi skal sørge for, at vi ikke mister os selv og vores empati og dermed den europæiske integritet.

“For to måneder siden havde jeg ikke forestillet mig den tilsidesættelse af retssikkerheden og den brutalitet, vi ser nu”
Larry Summers, fhv. finansminister i USA

For krig forrår: Empati ødelægges som alle andre værdier. For hvert liv, der allerede er tabt, siden Rusland igen angreb Ukraine for tre år siden; og for hvert liv inklusive de danske, der bliver tabt i de kommende uger, måneder og år.

Det kommer nok desværre til at vare længe inden America eller Europa bliver Great Again.

To næsten fire år gamle opslag her på Indsigt.nu kom mig i hu i dag; desværre. I 2021 var jeg som mange andre optaget af Minkskandalen, og at Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne ikke rigtig kunne lave nogen kontrol; det var inden Lars Findsen i december 2021 blev anholdt, varetægtsfængslet og sagen senere, alt for meget senere droppet og blotlagde en skueproces.

Men for de ansvarlige kom der heldigvis en ny krise.

Ovenstående viste sig at være en ren akademisk øvelse ved siden af de udfordringer vi siden er blevet udsat for: Ruslands endelige angrebskrig i Ukraine i februar 2022 og vores eget frikøb siden med lettere aflagte våben, som vi heller ikke kunne have brugt til at forsvare os selv. Og siden den uundgåelige sejr til Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg i november; med et kaos til følge, som selv min mørkeste forventning ikke havde forudset.

Har man nogesinde stået på Capitol Hill i Washington er det billede af The Washington Monument fra tredje sæson af The Handmaids’ Tale rædselsvækkende. Foto: HBO

Nu er det tiden, at sige fra, fordi det autoritære mørke allerede har skabt alt for stor usigtbarhed. Det er vores opgave som borgere i demokratier og dermed de endelige ansvarlige beslutningstagere.

Frem til murens fald i 1989 var store dele af Europa bundet i Sovjetunionens diktatur i direkte forlængelse af 2. Verdenskrig og nazistenes hærgen; et mørke der med Vladimir Putin for længst har sænket sig over Rusland igen. Frem til midten af 1970-erne var Grækenland, Spanien og Portugal også diktaturer.

Så jeg vender tilbage til mit yndlingscitat fra en af mine yndlingsbøger: “En mand” – skrevet af den italienske journalist Oriana Fallaci; om hendes forhold til Alexandros Panagoulis, som kæmpede mod obersterne og militærregimet i Grækenland (1967 – 1974)

“Vanen er det mest skånselsløse giftstof, der findes, for den sniger sig langsomt og stille ind i en, hober sig op i organismen lidt efter lidt, snylter på ens manglende opmærksomhed. Og når man endelig opdager, at man er angrebet af den, har hvert fiber i en allerede tilpasset sig, er betinget af den, der findes ikke mere nogen medicin, der kan helbrede en.”

Det er ikke løst ved, at vi lader de samme politikere, som vi de sidste 30 år har valgt til at indkassere en fredsdividende, udskrive en check til de “våbenpushere”, der tilfældigvis har noget på lager lige nu. Det fører kun til mere idiotisk ødelæggelse af de værdier, som de samme politikere faktisk har fået skabt.

Mon ikke vi kan vi kan bruge vores digitale kompetencer til at lukke mørkemændenes kommunikation og vores elitetropper til at stoppe idiotien med nålestik i stedet for masseødelæggelse?

Om fire år, når jeg læser der her opslag, så har vi forhåbentlig haft nye roller og forhåbentlig afværget en idiotisk værdi-destruktion, der blot forstærker de kæmpe klimaudfordringer vi står overfor og var i gang med at gøre noget ved inden mørket begyndte at sænke sig.

Demokrati er ikke en statisk størrelse. Drivkraften skal være visioner fremfor regulering.

Det parlamentariske demokrati er blevet en sovepude, der retfærdiggør systemisk tænkning som fundamentet under samfundsopbygningen – favnet af velfærdssamfundet er samfundsinstitutioner, partier og til dels virksomheder hovedelementerne i samfundet – ikke borgerne.

Der er brug for en fritænkning som den der oprindeligt skabte demokratierne i Frankrig og USA.

Glem den systemiske højre/ventstre-tænkning og afsteminger, der i bedste fald er reguleret og i værste fald manipuleret. Styrk samtalen og beslutninger baseret på data tæt på realtid i stedet for smalle lederskaber, der accepterer og legitimerer ødelæggelse af de værdier, som befolkningen har skabt.