Indsigt.nu

Hverken Kina eller demokratiet har tabt ansigt med den nye udvidede udgave af Tibetkommissionens beretning: Det har den udøvende magt og dermed lider demokratiet skade.

Jeg kommer ikke til at læse dem – alle siderne i Tibetkommissionen II’ beretning. Det er der nogen der gør og allerede har gjort. Så nu læner jeg mig op ad den tilstræbte objektivitet, som mine skattekroner køber mig hos DR Nyheder.

Mit første indtryk dækkes af lederen fra Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. Til DR Politik siger han:

“Jeg synes næsten, at skandale er en underdrivelse at bruge som ord. Vi snakker om noget så essentielt som retten til at demonstrere frit. Og jeg tror, hvis man skal sætte det i perspektiv, så svarer det jo lidt til, at politiet gik rundt og fjernede det ukrainske flag i bybilledet i dag, fordi man gerne ville behage Putin. Det er lige så slemt, som hvis det var det, der var sket.”

Sagens kerne rummes i dette uddrag fra DR Politik:

“Kort før den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i juni 2012, skriver departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube en mail til blandt andre en lang række medarbejdere i Udenrigsministeriet:

”… Kære venner, der er ingen tvivl om det bliver en kunst at forene dansk træskovals med kinesisk statsballet – og en prøvelse for os alle. Håber meget I kan bibringe især PET og Reimann fra Københavns Politi den nødvendige forståelse for deres vigtige roller. Ingen ansigtstab!…””

Kinas autoritære statskapitalistiske styre har ikke tabt ansigt. De har fået, hvad de bad om fra den udøvende magt i Kongeriget Danmark. Den lovgivende magt i Kongeriget har heller ikke tabt ansigt; for de har forhåbentlig ikke vidst bedre.

Det har til gengæld Hendes Majestæts regeringer – altså den udøvende magt. Og Københavns politi agerede klart ulovligt ved statsbesøg i:

2002: Regeringen Anders Fogh Rasmussen (V) l; Udenrigsminister Per Stig Møller (K)

2004: Regeringen Anders Fogh Rasmussen (V) l; Udenrigsminister Per Stig Møller (K)

2012: Regeringen Helle Thorning-Schmidt (S) l; Udenrigsminister Villy Søvndal (F)

2013: Regeringen Helle Thorning-Schmidt (S) l; Udenrigsminister Villy Søvndal (F)

Nu har vi jo alle lært – efter at have fulgt Rigsretssagen mod Inger Støjberg, Minkkommissionen og Borgen – at ministre ikke altid ved, hvad sker i deres ministerier. Men de har ansvaret og ifølge DR Politik, så får Udenrigsministeriet kritik for at lægge betydeligt pres på politiet for at sikre, at kinakritiske demonstranter ikke blev set af delegationer fra Kina.

Ingen af de ovenstående tidligere regeringschefer eller udenrigsministre er i dag medlemmer af Folketinget. Og mindst en af de ansvarlige fra Hendes Majestæts regeringer er direkte blevet demokratiforkæmper og indædt Kina-kritiker af profession.

Anders Fogh-Rasmussen har med otte syv års erfaring som Danmarks Statsminister og fem som NATO’ Generalsekretær været drivkraften i tænketanken “Alliances of Democracies” som efter denne skribents mening sætter et seriøst aftryk i debatten om den styreform, som alliancen selv med reference til The Economist Intelligence Unit påpeger kun omfatter 4,5% af planeten.

Set i lyst af den Russiske despots ugerninger i Ukraine er det godt, at vi kan blive klogere. Den anden tid, hvor fokus alene var på at sikre danske erhvervslivs tilstedeværelse i Kina, er forbi. Det russiske overfald på Ukraine har vist en ny dimension i danske erhvervsliv:

A.P. Møller – Mærsk viste hurtigt vejen og stoppede forretningen i Rusland. Mens Carlsberg noget senere men dog betingelsesløst, nu også forlader Rusland.

Det handler om integritet; lad os som minimum huske det næste gang vi skal til valg.

Den nordiske vinkel på klimadiskussionen stikker dybere end Greta Thunberg og Dan Jørgensen. Der går en lige linje fra det igangværende topmøde-hurlumhej i Glasgow til Brundtland-rapporten fra 1987. Og i forårets rapport ”Enabling the Digital Green Transition” kommer Nordisk Ministerråd med sobre og realistiske forslag til at bruge teknologi som drivkraft; mange små nordiske skridt.

Det er lidt ærgerligt, at Danmark er gået hen og blevet ”lidt mere grøn end andre folks børn.” Lige nu falder verden lidt på halen over vores Klimalov med krav om 70% CO2-reduktion i 2030 (i forhold til 1990) og sender vores klimaminister Dan Jørgensen (S) ud for at holde kammeratlige samtaler med de lande i Paris-aftalen, som endnu ikke har leveret nye indspark til, hvordan vi skal undgå at temperaturen på kloden stiger mere en 1,5 grader.

Ikke fordi jeg ikke under Dan Jørgensen anerkendelse for sit årelange arbejde for klimasagen. For det er beundringsværdigt og det samme er hans arbejde for at få loven om de 70% CO2-reduktion på plads. Men det smager lidt af greenwashing, når regeringens næste skridt er blevet ”Der kommer en god løsning i 2025-aftalen”, der fortsætter stilen med at sætte lid til teknologi og udvikling, der i princippet godt kan vente med først skal finde sted til efter 2025 .

Mindre skridt kan gøre det

I foråret var Danmark i regi af Nordisk Ministerråd med til at udgive en rapport, der faktisk leverer sobre og realistiske forslag til at bruge teknologien som drivkraft lige nu. ” Enabling the Digital Green Transition  – A Study of Potentials, Challenges and Strengths in the Nordic-Baltic Region” analyserer de nordiske og baltiske landes styrker, barrierer og potentialer, når det gælder digital grøn udvikling, hvilket I sig selv er interessant læsning.

Men rapporten går skridtet videre og peger på fem konkrete poltikområder og muligheder for at omsætte dem til virkelighed:

• Udnyt værdien af åbne data om bæredygtighed
• Økonomisk støtte til grønne initiativer på tværs af sektorer i Norden
• Sats på grønne digitale kompetencer til alle
• Prioriter grønne indkøb i det offentlige
• Lad smarte byer leverer grøn værdi for forskellige interessenter

De fem forslag er detaljeret beskrevet, men er selvfølgelig heller ikke de vises sten. Men de repræsenterer bud på de mindre skridt, som er nødvendige nu og som vil blive betydeligt stærkere i et Nordisk regi. På den måde kan vi både levere troværdige og målbare digitale grønne resultater og sætte baren højt i regional og global politiskabelse.

En nordiske mulighed

I 2019 udgav Michael O’Sullivan bogen “The Levelling: What’s Next After Globalization”. Han beskriver, hvordan globaliseringen bliver afløst at tre måske fire globale magtpoler – Kina, USA, EU og måske Indien. Men han peger også på, at det giver muligheder for at mindre sammenslutninger af avancerede stater som Skandinavien og Baltikum kan blomstre.

I 1987 kom den FN-rapport, der for alvor startede det globale klimaarbejde, der har været i gang siden. For bordenden sad den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der også lagde navn til Brundtlandrapporten.
Og der går en direkte linje herfra over det første store FN klima- og udviklingstopmøde i Rio de Janeiro i 1992 over topmødet i Paris i 2015, Dan Jørgensen og Greta Thunberg til de kommende ugers COP26 i Glasgow.

Men det er mange, mange små intelligente skridt, der skaber løsningerne. Udnyttelse af data på tværs af sektorer i avancerede stater er et godt sted at starte.

Topcheferne skal hverken kunne kode eller være dataloger. Men der skal gang i det ledelsesmæssige paradigmeskifte, der sikrer, at vi får størst mulig værdi af både de “digitale indfødte” som er på vej og vores egen “digitale indvandrer” generation i ledelse. Men glasset er altså halvt fuldt.

I podcasten “Topchefernes Strategi: Kurs mod ukendt terræn” 13.08.21 spørger chefredaktør på Børsen, Niels Lunde på sine lytteres vegne: Hvad har jeg egentlig at bidrage med digitalt? Skal topchefer kunne kode?

Nej, selvfølgelig skal de ikke kunne det. Men Niels Lunde har fuldstændig ret i, at vi står overfor et paradigmeskifte i ledelse. Om 25 år vil vi se tilbage og konstatere, at de næste generationer i direktionerne samt bestyrelseslokalerne selvfølgelig vil drive dette paradigmeskifte.

Men skal virksomheder og samfundet have en fordel af teknologiinvesteringerne, mens vi venter på de digitale indfødte på direktionsgangen og i bestyrelseslokalet, så skal de nuværende topledere sikre sig, at de og deres kolleger i den “digitale indvandrer” aldersgruppe (altså os der har tillært os informationsteknologi og i øvrigt besluttet investeringerne og anvendelsen indtil nu) er indstillet på strategisk og taktisk at flytte sig fra industrisamfundets tænkning til en datadrevet økonomi.

Den fordel skal vi høste, både for at sikre vækst og udvikling men allervigtigst for at sikre, at den forretningsmæssige viden og erfaring hos de “digitale indvandrere” gives videre til de “digitale indfødte.” For uden videndeling begge veje er der risiko for en ikke uvæsentlig værdidestruktion, der ikke er nødvendig, hvis vi udnytter teknologiens muligheder for udvikling og samskabelse.

Kæmper for at hænge på

Niels Lunde taler i podcasten om iagttagere, som peger på, at mange bestyrelsesmedlemmer “kæmper for at hænge på. Fordi det går alt for hurtigt med det digitale tempo.” Men så er det heller ikke værre.

Jeg deltog forleden i en masterclass med Steen Ernland på DTU Board Education. Afsættet var hans og Lars Bo Hansens bog “Den aktive bestyrelse“. Og frit citeret, så sagde Steen Ernland, at “vi skal arbejde mere i bestyrelser og skabe mere dynamik.”

Jeg er helt enig; og for mig betyder dynamik i dette tilfælde beslutningskraft skabt af åndelig rørlighed. Tag på Summer School eller en (ny) bestyrelses uddannelse. Det giver luft til tankerne, så det er muligt at fokusere på de tre grundelementer, der gør, at digitaliseringen og udviklingen mod en datadrevet økonomi ikke er så svær at lede:

• Computational thinking – forudsætningen for at lede en virksomhed lige om et øjeblik er forståelsen af, hvordan data analyseres og udviklingen samt anvendelsen af algoritmer fra de første analyser over træning (machine learning) til egentlig AI. Men allervigtigst er en digital forestillings-kraft der sætter direktører og bestyrelsesmedlemmer i stand til at visualisere, hvordan data kan udvikle og skabe nye processer og forretningsmodeller.
• Derfor er facilitering det andet grundelement i det ledelses paradigmeskiftet, der skal sikre return on investment fra teknologiinvesteringer. Uden evnen til at kommunikere og facilitere en dialog med alle interessenter (altså ikke bare lytte, men handle og demonstrere videnanvendelse) er der ikke tale om digital transformation – men blot indkøb af teknologi. Dialogen med alle stakeholdere er i øvrigt også forudsætningen for den gennemsigtighed, der skal sikre organisationens troværdighed i en tidsalder, hvor al information og misinformation kan tilgås af alle og bliver udnyttet.
• Det tredje element er design tænkning – altså arbejdet med konstant at designe nye processer, produkter, services etc. En systematisk videreudvikling af facilitering, der sikrer organisationen, at det hele ikke bare er “rundkreds-snak” men systematisk anvendelse af viden til kommerciel udvikling (eller at løse samfundsopgaver).

Bestyrelsen og direktionen skal sikre ikke bare allokering – men dynamisk allokering af kapital, talent og nu også DATA, så organisationen kan udvikle og levere – hurtigt. Og hastighed er og skal være meget forskellig fra organisation til organisation.

Steen Ernlands pointe om mere dynamik i bestyrelserne handler også om hyppigere udskiftning af bestyrelsesmedlemmer. På den måde hjælper dynamikken virksomheden videre med den digitale transformation gennem allokering af talent … også i bestyrelsen.

Så Niels Lundes spørgsmål i podcasten leder til et positivt svar: Glasset er halvt fuldt; danske virksomheder har et højt digitalt modenhedsniveau. Og gennem Corona-pandemien har vi plukket de lavthængende frugter. Nu er en del mere hårdt arbejde tilbage for topledere i dansk erhvervsliv.