Indsigt.nu

Indsigt.nu startede som en blog og har gennem årene lagt format til lidt af hvert. Som journalist og analytiker arbejder jeg ved siden af mit dagjob på at udvikle ledelsesmodeller i en digital verden. Jeg holder også gerne foredrag om digitalisering og ikke mindst den hæsblæsende historie fra Alan Turing til Digital First organisationer.

Hvad er en politiker?
Jeg anbefaler stærkt at læse Lisbeth Knudsens kommentar på Altinget fra sidste uge og Søren Schultz Hansens kronik i Berlingske (€) fra søndag. Krogen er for begge Tommy Ahlers exit fra Folketinget.

Lisbeth Knudsen har fem interessante iagttagelser af Tommy Ahlers sceneskifte; men hun bruger også et 25 år gammelt citat fra historikeren H.P. Clausen, der nåede at være konservativ politiker, minister, Formand for Folketinget og for 25 år siden formand for Folketingets daværende Udvalg vedrørende analyse af demokrati og magt i Danmark:

“Magten strømmer mere og mere uden om Folketinget og har efterladt dets medlemmer tilbage i en situation, som de endnu ikke har gennemskuet og leveret brugbare svar på. Man kan ikke bruge luftfotos fra 1930’ernes Danmark til at orientere sig geografisk efter. Hvorfor skal så ikke også det politiske og institutionelle landkort rentegnes efter så mange år.”

Udfordringerne er blot vokset, hvad Covid-pandemiens politiske beslutninger vidner om; ligesom den genopblussede og helt nødvendige diskussion om, Danmarks ansvar i lande, hvor vi har været med til at føre krig. Beslutninger om liv og død, der sætter retningen på en politikers moralske kompas. Både når beslutningen træffes og resten af livet.

Lisbeth Knudsen skriver om behovet for mønsterbrud i Folketingets Klubhus samtidig med, at hun nævner, den corporate tilgang til Ahlers opsigelse til partiformanden og ikke hans 26.000 vælgere. ”Som var det en virksomhed”.

I min optik ser jeg ”Lovmøllen Amba”, hvor andelshaverne – altså vælgernes indskudte kapital er stemmeretten. Politikerne er blevet lønmodtagere og har gjort beslutningskraften i demokratiet til et ansættelsesforhold med et absurd arbejdsmiljø, der tilsyneladende også er præget af dårlig kultur, der både er grobund for mobning og sexchikane.

Søren Schultz Hansens kronik er yderligere salt i såret ved at påpege, at Tommy Ahlers ikke er en enlig landsvale, når han synger om truslen for det repræsentative system. Søren Schultz Hansen har i empiriske studier, interviewet 81 unge mellem 17 og 28 år fra hele Danmark og bl.a. har fulgt en gruppe førstegangsvælgere tæt under valgkampen i 2019 via såkaldte mobiletnografiske studier for at finde ud af, hvad der påvirker dem, hvilke medier bruger de, og hvordan bliver de demokratisk engagerede?

”Vi gider ikke demokratiet, vi vil hellere udrette noget,” siger fx en sygeplejerskestuderende fra Roskilde i disse studier.”

Demokratiet har brug for en revitalisering for at kunne distribuere beslutningskraften i det danske samfund. Der er ikke længere blot brug for en rentegning af det politiske og institutionelle landkort, som H.P. Clausen formulerede det i 1996. Der er behov for en nytegning, som en kommende ny magtudregning forhåbentlig kan viser os i retningen af.
Det bliver der en chance for at gøre noget ved. For Folketinget har besluttet designe en ny magtudredning i løbet af efteråret.

En politiker skal vise vejen; ikke bygge den. Ellers bliver det også meget svært at ændre udviklingen og skabe den forandring, som samfundet har brug for.

 

En podcast og en dokumentar til sommerferien med vigtige nedslag i digitaliseringen på vej mod det samfund, hvor alle processer er baseret på og understøttet af data. Læs med her og lyt til Techtopia 200 og se The Perfect Weapon.

Sommerpause efter næsten halvandet år i Corona-pandemien.

På den ene side har digitaliseringen fået fart på med de voldsomme krav om mobilitet i form af fjernarbejde; ikke kun som virtuelle møder men også afgørende transaktioner i forbindelse med udvikling, service og salg. Automatisering af processer og forudsætningerne for at anvende dem har taget et tigerspring.

På den anden side har demokratiet i kampen mod Corona-pandemien oplevet en hidtil uset centralisering af beslutningskraften til regeringen med Folketinget som ekspeditionskontor. Beslutningsgrundlaget i form af daglige smittetal, antal test, positivprocenter og lignede data er blevet offentliggjort løbende. Det samme er rapporter med modeller for smitteudvikling. Alle har kunnet deltage i debatten og holdningspåvirkningen.  Et tilsyneladende kaotisk beslutningsrum med behov for et stærkt centralt lederskab.

Begge observationer bliver centrale i de kommende års udvikling. Det digitale tigerspring fører hurtigere til en datadrevet økonomi baseret på digitale processer. Mens centraliseringen af beslutninger i et kaotisk beslutningsrum forhåbentlig fører til en organisering af arbejdet med data, information og beslutninger til gavn for en styrket decentral beslutningsproces.

Vi er nødt til at overveje, diskutere og handler; hurtigt. Til inspiration vil jeg anbefale en podcast og en dokumentar, der i min optik stiller skarpt på den gode og den grusomme udsigt for datadrevne samfund.

Den gode udsigt

Først den gode udsigt; altså den hvor digitaliseringen kommer til at løfte udviklingen: I episode 200 af podcasten Techtopia, taler værten Henrik Føhns med vicegeneralsekretær i OECD Ulrik Vesterskov-Knudsen om verdensøkonomien og digitalisering. Jeg bider især mærke i tre ting fra samtalen:

Ulrik Vesterskov-Knudsen understreger, at teknologi er nøglen til grøn omstilling.

Han peger også på, at digitaliseringens udviklingshastighed skaber behov for ægte livslang læring – og at digitaliseringen kan levere på den dimension også.

Men det er afgørende, at vi ikke begå samme fejl med digital transformation som med globalisering; så den værdi som digitaliseringen skaber bliver fordelt ulige.

Den grusomme udsigt

Så den grusomme udsigt; hvor digitaliseringen bliver til våben, som ikke kun i hænderne på slyngelstater og globale gangstere kan ødelægge økonomier og demokratier. Når vi selv eller vores allierede anvender det digitale våben åbner vi nye fronter i den globale kamp mellem det gode og det onde.

Dokumentaren The Perfect Weapon er baseret på bogen af samme navn skrevet af David E. Sanger, der også har instrueret sammen med John Maggio.

Filmen følger den kode, der fra at være et amerikansk digitalt våben til at destabilisere Irans atombombeudvikling udviklede sig til Stuxnet og siden NotPetya til en hastigt voksende og stadig mere avanceret hacking- og ransomware-aktivitet. Detaljerede cases som det Nordkoreanske angreb på Sony Pictures i USA og den russiske hacking af det demokratiske parti i forbindelse med præsidentvalget i 2016.

Endnu en skræmmende optegnelse fra et vidende menneske, jeg respekterer, maner til eftertænksomhed på demokratiets og frihedens vegne. Kommer vi til at vælge mellem frihed og vækst? Eftertanke en stormfulde 4. maj-aften.

Fjerde sæson af serien The Handmaid’s Tale har netop haft premiere. Jeg hører til dem der både var underholdt og foruroliget gennem den første sæson. Jeg har ikke læst Margaret Atwoods bog fra 1985, der er forlægget for serien. Men HBO-serien er en uhyggelig rejse ind i totalitarisme.
Og gennem både sæson to og tre har ét spørgsmål naget mig: Hvornår var det de skulle have sagt fra?

Jeg forventer ikke, at sæson fire rummer et svar. Vi er nok nået til, at at Atwoods dystopi er blevet til underholdende action. Men man skal blot tænke tilbage på næstsidste sæson af en anden serie; House of Cards for at s forfattere, der har arbejdet med gråzonen mellem demokrati og totalitarisme i vores ellers så behagelige verden.

Når vi ikke bare kan slå diskussionen hen, så er det fordi, det autoritære mørke kommende snigende: Fascisme er ikke historie, det er politik. Men det er vores eget ansvar som borgere at passe og udvikle vores demokratiske samfund: Vi har selv muligheden for at vælge ethvert forsøg på totalitarisme fra.

I dag har jeg læst endnu en skræmmende optegnelse fra et vidende menneske, som jeg respekterer.

Hos magasinet OLFI, der bringer nyheder, baggrund, analyser og debat om forsvars- og sikkerhedspolitik har John M. Foley skrevet debatindlægget ”Forsvaret medvirker til, at magthaverne træder rettigheder og værdier under fode”.
John M Foley er pensioneret major og i den grad iagttager af og ekspert i IT og cybersikkerhed. Jeg har haft æren af at diskutere sikkerhed med ham i en kreds af meget vidende mennesker på området, så hans indspark i debatten er skræmmende for mig.

Det må klart anbefales at læse hele indlægget. Helt til den mest skræmmende pointe:

”Regeringens Kontroludvalg og TET er ikke i stand til at gennemføre undersøgelser og sikre demokratiet, hvilket også er afsløret i forbindelse med den verserende FE skandale. FE og CFCS er således trin for trin og gradvist blevet en stat i staten, som er hermetisk lukket for omverdenen og kun svarer på spørgsmål, hvis de ikke er kritiske. Ellers nægter man at svare med en forklaring og dårlig undskyldning om, at det er hemmeligt og ikke i nationens interesse, at man udtaler sig.”

Covid-19 pandemien har vist sider af folkestyret som i bedste fald kan forklares med, at vi er langt fra Anden Verdenskrig. Men netop derfor har vi brug for hele tiden at være opmærksom på demokratiets og frihedens yderste konsekvens: Hvornår skal vi sige fra?