Indsigt.nu

Indsigt.nu startede som en blog og har gennem årene lagt format til lidt af hvert. Som journalist og analytiker arbejder jeg ved siden af mit dagjob på at udvikle ledelsesmodeller i en digital verden. Jeg holder også gerne foredrag om digitalisering og ikke mindst den hæsblæsende historie fra Alan Turing til Digital First organisationer.

Nogen har tænkt sig godt om og kunnet overtale Lars Frelle-Petersen til at forlade skyggekabinettet på Rådhuspladsen og vende tilbage til en helt afgørende rolle i centraladministrationen de kommende år: Departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

I andre uger ville det nok have en prominent plads i nyhedsdækningen, men midt Corona-elendigheden og det amerikanske præsidentvalg risikerer udnævnelsen af en ny departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet helt naturligt at flyve under radaren i den såkaldte fjerde statsmagt. Men det er faktisk en genistreg.

Posten som departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er blevet ledig fordi den hidtidige øverste embedsmand i ministeriet er blevet departementschef i Forsvarsministeriet efter den seneste ballade om Forsvarets Efterretningstjeneste kostede Thomas Ahrenkiel jobbet.

Og så er der jo aldrig noget der så skidt, at det ikke er godt for noget. For departementschefer er DJØF-ernes Zenmestre. De ypperste embedsmænd der kan og skal håndtere skiftende ministre og regeringer og sikre at Hendes Majestæts Regeringer leverer og er toptunede.

Morten Bæk er derfor helt i toppen med en fortid som direktør i Energistyrelsen, der altså er ret central for livet i Danmark. Men Lars Frelle-Petersen er Danmarks transformationsmester. Han har stået i spidsen for den offentlige digitalisering i Danmark fra de første spæde skridt i Den Digitale Taskforce fra 2001 over etableringen af Digitaliseringsstyrelsen til vicedepartementschef i Finansministeriet inden han rykkede over i DI. Her blev han ikke bare direktør for medlemsvirksomhederne i IT-brancheorganisationen DI Digital men ansvarlig for hele den tværgående digitaliserings-indsats blandt det store flertal af private virksomheder i Danmark.

Vi taler om det sorte bælte i transformation.

Da Lars Sandahl Sørensen tog over efter Karsten Dybvad som den kun tredje administrerende direktør i stororganisationens 30-årige historie rykkede Lars Frelle-Petersen helt op i toppen af det skyggekabinet som topledelsen på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade reelt udgør. Men nu har den rigtige centraladministration hentet transformationsmesteren tilbage.

Det er  godt tænkt, når man har lavet en lov der kræver en 70 procents reduktion af Danmarks CO2-udslip i 2030. Der skal nogen strategier og transformationsbølger til – helst i går. Og der skal også bruges en hel del teknologi til at nå målet.

Og i DI har de netop ansat Digitaliseringsstyrelsen direktør Rikke Zeberg som ny direktør for DI Digital og digitaliseringsindsatsen i erhvervsorganisationens medlemsvirksomheder. Så alt er i balance.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d