2. august 2015 besluttede vi i FN-regi 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. 2030 er året, hvor målene efter 15 år skal være indfriet. Det betyder at vi i disse dage er halvvejs.
De 17 verdensmål dækker over 169 delmål og har dermed sat en afgørende dagsorden for FN-samarbejdet, som er på linje med selve oprettelsen af FN i 1945. Hvis blot en brøkdel af de mange diskussioner, som foregår i regi af de 17 verdensmål, bliver til fordel for en bæredygtig udvikling på kloden, så er vi i gang med en væsentlig omkalfatring af Antropocæn.
Men desværre synes bæredygtighedsdiskussionen mere og mere at fokusere på klimakrisen alene. Og hvis vi lader alle de øvrige dimensioner få anden prioritet, så mister vi den mulighed vi som de rigeste og bedst stillede har for at udvikle løsninger som spiller sammen i opfyldelsen af verdensmålene.
Vi er nødt til at acceptere at bæredygtighed er ydmyghed. Vi har muligheden for at leve med det og af det; selvom det kommer til at betyde afsavn i form af mindre forbrug. Vi skal skille udvikling og vækst definere drømme og mål, som ikke er drevet af mere men af bedre.
Desværre har det seneste års krig i Europa understreget, at mennesket ikke handler rationelt, selvom vi har midlerne. Derfor har vi endnu mere brug for visionære tænkere, der kan sætte bedre fremfor mere på formel.
På ganske kort tid er beslutningstagere i politik og erhverv gået i gang med at eksekvere en strategi om at gøre Nordsøen til et regionalt energicentrum med investeringer i møller, energiøer og transmission i et hidtil uset omfang. Ingen tvivl om, at vilkår i mange dimensioner var klar på det her område efter mange års tilløb. Men stadig imponerende handlingskraft.
Vi har tilsyneladende også næsten klaret os forbi Corona-pandemien. Men opsigtsvækkende tilfælde af polio i London og New York i efteråret taler deres eget sprog om sårbarhed, især nu hvor vi har oplevet, hvordan smittespredning udvikler sig i et verdensomspændende netværk.
Bæredygtighed er ydmyghed. Vi kan sagtens leve med bedre fremfor mere.