Indsigt.nu

Indsigt.nu startede som en blog og har gennem årene lagt format til lidt af hvert. Som journalist og analytiker arbejder jeg ved siden af mit dagjob på at udvikle ledelsesmodeller i en digital verden. Jeg holder også gerne foredrag om digitalisering og ikke mindst den hæsblæsende historie fra Alan Turing til Digital First organisationer.

Den blå fugl ligger vingeskudt efter få uger med Elon Musk som ejer. Som inkarneret skrivekugle har jeg gennem mere end 13 år fulgt fuglen dagligt og selv gjort mit til, at holde den flyvende.  Nu mærker vi for første gang, hvad der kan ske, når et globalt socialt medie synger på sidste vers. For selvom Twitter rejser sig som en fugl Fønix, så bliver det noget andet; og det er måske meget godt. For Twitter-stifterne og skiftende ledere udnyttede ikke muligheden for at blive de globale ledere i kampen for intelligent åbenhed og nødvendig brugerhygiejne på en privat platform.

Mit 7.361. tweet er skrevet. Og for første gang har jeg hæftet et tweet fast til min profil, så mine følgere kan se, at jeg som mange andre har valgt i første omgang at sætte profilen på pause. Men jeg er i mit stille sind forberedt på, at det her er slutningen på 13 års følgeskab med mange daglige læsninger og opdateringer på i hvert fald ugentlig basis.

Blot 1.418 følgere har jeg og følger færre. Det betyder også, at jeg nok er sluppet for meget unødig støj. Men det har netop været det geniale ved Twitter, jeg har selv kunnet skrue op og ned og lade platformen være kildegrundlaget for at finde videre til både den viden jeg ønskede at få; og tæt på også at levere den viden, jeg ikke vidste jeg havde brug for.

Boblen i volieren
Måske har jeg haft min egen lille boble i volieren uden alt for megen ondskab og fake news. Til gengæld har jeg lært at arbejde med budskaber og links på meget lidt plads og er stadig overbevist om, at vi alle er nødt til selv at være kildekritiske og ikke kan forlade os på kvalitetsmærker og censorkorps.

Twitter is now owned by Elon Musk – here’s a brief history from the app’s founding in 206 to the present giver et godt indblik i Twitters udvikling fra ægget knækkede i 2006 og frem til Elon Musk overtog det hidtil børsnoterede selskab i de sidste dage af oktober. Den seneste udvikling beskrives i på Computerworld således: Faneflugt: Medarbejdere forlader Twitter i lange baner efter ultimatum fra Elon Musk.

Nu bliver det for mærkeligt
Som bruger bliver det hele for mærkeligt nu. Og udover min ærgrelse over ikke længere at føle mig hjemme på det bedste sociale medie for skrivekugler, så er selvransagelsen for længst sat ind. Den manglende udvikling af platformens åbenhed er en udeladelsessynd af de store.

De folkelige oprør i Egypten, Libyen og Tunesien, der blev kendt som Det Arabiske Forår i 2011 var en storhedstid for Twitter, som varede ved frem til Donald Trumps valgkamp i 2016, hvor kritikken af friheden til at sprede misinformation for alvor tog fart i forholdt til både Twitter og Facebook, der også kæmpede med mistillid efter Cambridge Analytica-affæren.

Tog ikke lederskab for åbenhed
Twitter-stifterne og skiftende ledere havde muligheden for at blive de globale ledere i kampen for intelligent åbenhed og nødvendig brugerhygiejne på en privat platform. Men de valgte helt naturligt kampen om milliarderne og forretningen. Derfor blev misinformation især under Donald Trumps præsidenskab og Corona-pandemien Twitters endeligt.

Elon Musk har lovet at genrejse Twitter. Han har fået blandt andet kryptovalutaselskabet Binance til at hjælpe med at skaffe de 44 milliarder dollars, som har været prisen for at købe Twitter af aktionærerne i det hidtil børsnoterede selskab.

“We’re excited to be able to help Elon realize a new vision for Twitter. We aim to play a role in bringing social media and Web3 together in order to broaden the use and adoption of crypto and blockchain technology,” Binance CEO Changpeng Zhao said in a statement.
CNBC 27.10.22 08.23

Nu mærker vi for første gang, hvad der kan ske, når et globalt socialt medie synger på sidste vers. For selvom Twitter rejser sig som en fugl Fønix, så bliver det noget andet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Discover more from Indsigt.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading