Vi er blevet fanget i vores egen manglende respekt for både ansvaret og arbejdet med at træffe beslutninger, lede og udvikle den demokratisk styrede markedsøkonomi: Den digitale nedsmeltning i SKAT, politisk manipulation og faneflugten fra Christiansborg er eksempler på at vi har skabt en demokratisk boble.
“Jeg tror, at rigtigt mange af mine ministerkollegaer stadig får koldsved over at skulle kaste sig ud i det. Men jeg tror også, at rigtigt mange bliver hjulpet af finansministeren til at springe ud i det…,” sådan sagde skatteministeren om digitalisering …. altså den 22. august 2007. Dengang var skatteministeren også venstremand og hed Kristian Jensen.
Citatet er fra Berlingske Tidendes dækning af årsmødet i tænketanken CIO Innovation Forum, som organisationen for it-professionelle i Danmark, Dansk IT og avisen Computerworld havde etableret i samarbejde for at skubbe på digitaliseringen i Danmark. Jeg var selv erhvervsredaktør på Computerworld og dybt involveret i det arbejde; og når jeg bruger citatet 11 år senere er det ikke for at pege fingere af vores nuværende finansministers holdninger, for han havde ret også i det han sagde først i artiklen, som i øvrigt har overskriften: “Skat skal gemme alt om danskerne”
“Nogle af de kommende opgaver inden for registrering eller formidling kunne sagtens bruge Skats store motor til at komme videre. F.eks. samlinger af sundhedsoplysninger kunne jeg godt forestille mig også køre på Skats systemer. Vi er jo vant til at behandle, sortere og klare fortrolighedsspørgsmål om store datamængder. Her vil vi prøve at byde os til,” siger Kristian Jensen til Berlingske Business.
Skub i digitaliseringen
Han var en af de få politikere, der var stået op på ølkassen for at sætte skub i digitalisering. Og der kom via den i finansministeriet forankrede indsats fart på den offentlige digitalisering i Danmark. Gennem en række Offentlige Digitaliseringsstrategier fra først den Digitale Task Force og siden Digitaliseringsstyrelsen fik vi blandt andet obligatorisk eller tvungne digitale underskrifter med NemID i 2010 og obligatorisk eller tvungen digital post i eBoks i 2014.
Da skatteministeren stod på “ølkassen” i CIO Innovation Forum i august 2007 stod han også i spidsen for en fantastisk udvikling, der gradvist havde automatiseret borgernes indberetning til skattevæsnet. Og med de digitale løsninger og teknologier, som blev stillet i udsigt; ja så var ambitionen om SKAT som en digital motor både innovativ og måske en ny vej for driften af velfærdsstaten.
Manglede indsigt i forandringens omfang
Set fra den digitale silo, hvor jeg selv kiggede udover den demokratisk styrede markedsøkonomi, gav det mening. Blandt andet fordi, udsigten herfra endnu ikke omfattede alvoren i, hvordan processer bliver påvirket af den transformation, som digitaliseringen var ved at skubbe i gang og dermed også, hvordan både arbejdet med at træffe beslutninger, lede og udvikle den demokratisk styrede markedsøkonomi.
Fast forward til udgangen af 2018 ved vi, at SKAT har oplevet en nedsmeltning, hvor realiseringen af besparelser på digitale løsninger, som endte med at blive opgivet, har vist sig at koste velfærdsstaten dyrt i form af blandt andet manglende inddrivelse af gæld og svindel med udbyttebeskatning.
Jeg har endnu ikke læst bogen “Overmod og Afmagt: Historien om det nye SKAT” af professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, professor i offentlig forvaltning ligeledes ved Aarhus Universitet.
Truslen fra de kognitive begrænsninger
Men Jørgen Grønnegård Christen har præget og udfordret diskussionen om vores forvaltning af den demokratisk styrede markedsøkonomi ligeså længe jeg kan huske. Så det løber mig koldt ned ad ryggen, når anmeldere som Lisbeth Knudsen hos Mandag Morgen fremhæver følgende citat fra bogen:
”Magtfulde aktører kan være tilbøjelige til at ignorere egne kognitive begrænsninger, og det er yderligere sådan, at de på opportunistisk vis har det med overmodigt at overspille deres kort, når de har en sag, som de partout vil have igennem.
Det gælder ensidigheden, hvormed man omkalfatrede det danske Skattevæsen, det gælder hastigheden, hvormed man gjorde det, og det gælder de mange samtidige reformer, der blev iværksat i forskellige dele af organisationen. Det måtte gå galt, når man holder det op imod, hvad vi generelt ved om de alvorlige begrænsninger på, hvad de mennesker og de organisationer, de befolker, kan kapere og præstere.”
Den demokratiske proces, der netop skulle sikre os mod, at kognitive begrænsninger hos magtfulde aktører ikke trækker tæppet væk under vores fælles samfund, har ikke virket. Skat – den komplicerede finansieringsmekanisme der i praksis omfordeler formuen i vores velfærdssamfund, er kun nødvendig at diskutere i overskriftsform i en valgkamp: Det blev den også i 2007: Hvor kommuneskat og boligbeskatning satte dagsorden i valgkampen sammen med … nå, ja asylansøgere og integration.
Den demokratiske boble
Vi har skabt en demokratiske boble, som et professionelt netværk af politikere, ansatte meningsdannere og medier blæser stadig større. Skat er et kompliceret emne. Betalingen, som er vores største bidrag til velfærdssamfundet er stort set automatiseret, så vi behøver ikke at diskutere emnet på andet end toplinjeniveau, og overlader altså gladeligt beslutninger og udvikling til “magtfulde aktørers kognitive begrænsninger”; netop der hvor vi mest af alt har brug for at udfordre magten og råbe op, så begrænsninger i viden og indsigt bliver udfordret af andre og dermed bliver til nye muligheder.
Vi spøger muligvis med, at demokrati er den mindst ringe styreform.
Men har vi virkelig lyst til at prøve andre?
Arbejdsdelingen med sådan et professionelt netværk til at håndtere dagligdagen i demokratiet har virket; fordi netværket er troværdigt: Indsigtsfulde og overbevisende kommentatorer, veluddannede embedsmænd fra erhvervsorganisationer og “professionelle borgere” fra interesseorganisationer er blevet orkestreret af medierne til at levere en tilstræbt objektivitet. Nok til at sikre stemmeafgivningen ved valg og dermed sammensætte Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd med de politikere, hvis holdninger og motiver for handling udgør den største del af indholdet i den demokratiske boble.
Fake News udfordrer netværket
Men digitaliseringen har udfordret demokratiets professionelle netværk. Muligheden for at manipulere med orkestreringen af den tilstræbte objektivitet er blevet så stor, at globale sociale medier som Facebook og Twitter har måttet erkende deres ansvar for udbredelsen af såkaldt Fake News. Men den største udfordring kommer næppe fra Fake News på Facebook og andre af de store globale organisationer. De er så store, at deres aktiviteter er under konstant overvågning og langtidseffekten bliver minimal.
I forbindelse med årets Tech Festival i København lyttede jeg til en præsentation fra Johan Farkas, som er Ph D Fellow på Malmö Universitet og skriver sin Ph D om netop Fake News. En af hans foreløbige pointer i studiet er, at Fake News faktisk ikke er falske men derimod propaganderende anvendelse af negative historier. En historie om en eksisterende voldssag kan ikke tilbagevises som falsk, men når den bliver gentaget som eksempel igen og igen, så propaganderer den et budskab om for eksempel omfanget af vold.
“Nede i Bruxelles-argumentet”
Et interessant eksempel er anvendelsen af “nede i Bruxelles-argumentet.” Danmark har været medlem af Den Europæiske Union (EU) siden 1. januar 1973, da samarbejdet hed EF. EU er en kompleks størrelse med mange beslutningsniveauer; men Danmark står bag beslutninger og deltager i det politikskabende samarbejde i Kommissionen og i det besluttende samarbejde i Rådet samt i Parlamentets rådgivende og besluttende arbejde.
“Nede i Bruxelles-argumentet” er ikke forkert. For der foregår en proces nede i Bruxelles, som i argumentationen forstærkes på bekostning af, at beslutningen om Danmarks deltagelse ofte er behandlet i konsultation med relevante Folketingsudvalg og givet i mandat til ministeren af Europaudvalget og dermed landets egne folkevalgte politikere som beslutningstagere; selvom de griber til ned i Bruxelles-argumentet. Men formålet er at propagandere en negativ sentiment i forhold til EU – bevidst eller ubevidst.
Denne propagandering er langt farligere på længere sigt end de organiserede Fake News kampagner på de store sociale medier, som i stadig større grad vil blive opdaget og håndteret. Muligheden for at udnytte digitale kanaler til at propagandere uimodsagt af de professionelle aktører i demokratiets professionelle netværk underminerer troværdigheden især for politikerne, som i forvejen fylder alt for lidt i den demokratiske boble.
Svagheder i den demokratiske boble
Netop her begynder den demokratiske boble at vise svagheder; de politiske kræfter, der skulle udvikle demokratiet, forsvinder inden de får begyndt:
Pernille Schnoor blev valgt til Folketinget i 2015 for Socialdemokratiet og skiftede senere til Alternativet, men genopstiller ikke. Hun forklarer til Børsen, at hvervet som politiker er en skueproces for medierne der resulterer i en nulfejlskultur tenderende til voksenmobning:
” Jeg er træt af måden, hvor man forsøger at optrappe konflikter og skabe sensationer på både person- og partiniveau for at få taletid.”
Alternativet er det senest indvalgte parti i Folketinget med kandidater med rigtig erhvervserfaring at trække på. Alternativets folketingsmedlemmer springer fra i stor stil, ligesom en række ministre og toppolitikere som for eksempel Søren Pind, Lars Barfoed, Brian Mikkelsen, Karen Hækkerup og Christine Antorini.
Man forstår dem godt. Hvad skulle dog få en dygtig professionel til at blive i et job, hvor man dagligt skal finde sig i at blive svinet til eksternt og internt for en middelmådig løn. Politikerrollen i det professionelle demokratiske netværk skal helst varetages af mennesker, som er vokset op i de politiske ungdomsorganisationer og går direkte fra studierne i valgkamp, hvis den demokratiske boble skal forblive intakt.
Men det gør bobler ikke – alstå forbliver intakte. Og jo større vi gør den, desto tættere kommer vi på tidspunktet for kollaps.
Konsekvenserne kan som med andre boblers kollaps ikke forudses. Men konsekvenserne bliver forandringer; og vi spøger muligvis med, at demokrati er den mindst ringe styreform. Men har vi virkelig lyst til at prøve andre? Jeg vil hellere prøve at demontere boblen med indsigt, teknologi og hårdt arbejde.