Det personlige lederskab er demokratiets redning. Lige nu æder institutionalisering de sidste rester af folkestyret. Der er grund til at lytte på Madeleine Albrights fascisme-advarsler. Deltagelse i valghandlingerne er blevet vores demokratiske alibi.
En alliance af demokratier, der kan forsvare den demokratiske styreform og folkestyrets proces i en verden, hvor økonomi, markeder og dermed udviklingen i stadig højere grad styres af såkaldte autokratier – få beslutningstagere, der for så vidt godt kan være valgt, men som ikke står til regnskab på andre måder og slet ikke ønsker kontrol med mellemregningerne.
Det er den alliance, som tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, arbejder med i tænketanken Alliances of Democracies. En alliance som han beskrev i blogindlægget The Need for an Alliance of Demoracies to lead a new world order. Hele projektet bunder i en dyb bekymring blandt nuværende og tidligere toppolitikere for den geopolitiske udvikling med klar adresse til styret i Kina, Rusland men også tætte på os selv i Europa, hos østeuropæiske lande som Ungarn.
I 2018 samlede Anders Fogh Rasmussen og Alliances of Democracies de højt rangerende bekymrede demokratiforkæmpere til en konference i København – The Copenhagen Democracy Summit. I 2019 kom de igen til København og holdt møder og taler. I år havde Corona-epidemien umuliggjort de fysiske møder, men til gengæld gjort The Copenhagen Demorcracy Summit helt virtuelt og anderledes åbent for interessenter udenfor de bekymredes netværk.
Institutionalisering
Det var en rus af indsigt at lytte til så forskellige demokrati-forkæmpere som frihedsaktivisten Joshua Wong fra Hong Kong, erhvervsmanden og nuværende formand for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen samt den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright. Der var mange flere, men jeg sad desværre også tilbage med følelsen af at være med i endnu en institutionalisering af demokratiet: Nu bekymringen.
Tag ikke fejl. Jeg mener, at Anders Fogh Rasmussens ide er om en alliance af demokratier er rigtig. Den SKAL gennemføres – også. Men demokratiets aktuelle udfordring er i min optik lige så meget selve kernen i folkestyret, nemlig folket – altså os; borgerne i demokratierne. Spørgsmålet er, om vi gider folkestyret.
Vi gider godt at gå til valg (næsten) – i hvert fald gør medierne den demokratiske aktivitet op i stemmeprocent til Folketingsvalg, kommunalvalg og valg til Europa Parlamentet. Deltagelse i valghandlingerne er blevet vores demokratiske alibi. Derudover er den politiske diskussion og politikskabelsen drevet at professionelle med job i organisationer, der nok har græsrødder og organisationer bestående af borgere. Men der synes at blive længere og længere ned til rødderne.
Alterantivet, Fluernes herre og Tilværelsens Ulidelige Lethed
I denne uge udgav Uffe Elbæk artiklen Slutreplik på pov.International. Det er tænkerens og iværksætterens egen evaluering af, hvorfor det forsøg på at forny demokratiet, som blev Alternativet, slog fejl. Det er både Fluernes Herre og Tilværelsens Ulidelige Lethed i syv års politisk storhed og fald.
I 2018 udgav Madeline Albright bogen ”Fascism: A Warning” og i The Economist (bag betalingsmur) hejste hun i maj igen et faresignal: Trods valghandlinger risikerer vi at selv store demokratier glider ind i autorkrati.
Men løsningen kommer ikke (kun) oppefra. Det var uhyggeligt at høre demokrati-aktivisten Joshua Wong fra Hong Kong, der bogstavelig talt sætter livet på spil i demokratikampen. Men i den danske sommer er Hong Kong langt væk; her var det tankevækkende at høre Lars Rebien Sørensen, der i sin samtale med chefredaktør Lisbeth Knudsen afslørede, at han egentlig aldrig havde tænkt over sin deltagelse i debatten og samfundslivet i det demokratiske perspektiv: Det er jo bare noget han gør!
En ny aktiv borgerlighed
Vi har brug for en ny aktiv borgerlighed. Ikke i den fortærskede borgerlig/socialistisk fortolkning, som er omdrejningspunktet for mediernes og dermed politikernes egen udlægning af demokrati. Nej, det handler om en aktiv borgerlighed, der bygger på personlig ledelse og motivationen til at tage ansvar; som mange borgere gør i de mange interesseorganisationer og foreninger, hvor budskabet blot sander til i politologi, når de rammer den professionelle sfære.
Demokratiet skal være agilt. Partiernes dage bør være talte – i deres nuværende form. Der skal være rum for borgerne til at diskutere og samles efter holdninger til sager ikke efter organisering. Folkestyret er en form ikke et sted.
Der findes nye fora i civilsamfundet, hvor politiske og praktiske emner diskuteres af folk, som langt fra er enige. Men som med egen viden og engagement samt de digitale muligheder for at tilegne sig viden fra kilder overalt kan inspireres til at tænke nyt og forandre processer trin for trin i deres hverdag.
Hvis der er noget vi har lært af Corona-epidemien, så er det, at vi er gode til at udnytte teknologien til diskussioner og beslutninger. Ultimativt behøver parlamentet ikke være et slot i København men en Zoom-forbindelse med deltagere, der ikke behøver at lave love 24 7 365 4
Vi – altså danskerne (os alle sammen) – har de bedste muligheder i verden for at sikre, at en alliance af folkestyrer faktisk også bliver styret af folket.
Vores frihed og livsværdi hviler på folkestyret. Det har egentlig ikke brug for at blive passet på, men for at blive udviklet.